Hvorfor var Orbán ikke med til Trumps indsættelse?
Af Michael Skovgaard
Ungarn/USA: Trods en invitation deltog Ungarns ministerpræsident Viktor Orbán mod forventning ikke i ceremonien, da Donald Trump blev indsat som USA‘s nye præsident. Det har ført til diverse spekulationer om mulige årsager. Ifølge flere medier var den officielle ungarske forklaring, at regeringschefer og statsoverhoveder normalt ikke deltager. Det harmonerer dog ikke med, at den italienske regeringsleder Giorgia Meloni og Argentinas præsident Javier Milei var til stede.
Ifølge mediet Bne Intellinews var Orbán den første vesteuropæiske leder, som helhjertet bakkede Trump op tilbage i 2016. Siden har Trump og Orbán mødt hinanden adskillige gange, og Orbán har siden udtrykt jubel over Trumps sejr. Ifølge Szabolcs Dull, som er tidligere chefredaktør for Telex.hu, kan der være flere mulige årsager til Orbáns fravær. Premierministeren havde netop været på to ugers ferie i Indien – en historie, som blev lækket til pressen – og derfor ville det ikke se godt ud at rejse væk igen. Og Orbán ville blot være et ansigt blandt mange under ceremonien. Endelig skulle han være travlt beskæftiget med at forberede en tale om evalueringen af Ungarns formandsskab i EU. Endvidere arbejdes der i kulisserne på at få inviteret Trump til Ungarn i forbindelse med valget i 2026.
Andre analytikere peger på Orbáns kabinetschef Antal Rogan, som er ramt af sanktioner fra USA‘s side. Han styrer al kommunikation og efterretninger og er blevet anklaget for korruption og for at begunstige egne interesser og misbruge midler – den beslutning fra USA‘s side kom 7. januar i år.
Endelig er der Trumps mulige særtold og konfrontation med Kina, som kan ramme Ungarns økonomi og produktion. Orbán spiller som bekendt på mange heste i forhold til både USA, Kina og Rusland. Kina har i gennem mange år investeret betydeligt i Ungarn bl.a. i en enorm batterifabrik ved byen Debrecen, som i øvrigt også skal levere til tyske bilproducenter som BMW og Mercedes, når og hvis anlægget som ventet står klar i løbet af 2025.
Sidste nyt fra rygtebørsen – heriblandt den store tyske avis Süddeutsche Zeitung (SZ) – er så spørgsmålet om, hvilke europæiske politikere der skal forsøge at formilde Trump og afværge eller forhandle en mulig straftold med Trump – her nævnes Meloni og Orbán som mulige kandidater.