Hvorfor mener pensionerede eksperter noget andet om krigen i Ukraine, end arbejdsaktive eksperter?

Kommentar af Ota Tiefenböck

Debat: I januar skete en begivenhed, som normalt kun sker meget sjældent. Altinget bragte en kronik, hvor tidligere diplomat, Frode Konstantin Neergaard, bl.a. kritiserer den danske statsminister Mette Frederiksen for de trusselsbilleder, hun mener, Danmark og det øvrige Europa bliver udsat for fra Ruslands side. “Er det realistisk, at Rusland med sine knap 145 millioner indbyggere kan forme det øvrige Europa med 600 millioner indbyggere på sine præmisser,” spørger Neergaard og fortsætter: “Er oprustning den danske måde? Hvad med dialog? Hvad med den danske evne til at skabe kompromis og bygge bro?”

Ligeledes tidligere direktør Udenrigsministeriet, Friis Arne Petersen, har i flere omgange vurderet trusselsbilledet som overdrevet og opfordret til diplomatiske forhandlinger med Rusland. “Nogle politikere får det til at lyde som om, Danmark er tæt på en krig igen i dag. At vi skal antage, at Rusland vil mere end Ukraine. Og det synes jeg egentlig er en smule uforståeligt,” sagde han f.eks. i en artikel i Altinget. Tidligere brigadegeneral og historiker Michael Hasselholdt Clemmensen betegnede i Clement Kjærsgaards program Akkurat på P1 i december 2023 fortsættelsen af krigen i Ukraine med det formål, at Ukraine skal vinde krigen, som “satsning på et mirakel”. Tidligere professor i nationaløkonomi Hans Aage skriver i en kronik i Politiken i november 2023: “Præmissen er blevet sat: Rusland vil erobre verden … men jeg kan ikke på nogen måder eller nogen steder finde beviser for, at det er rigtigt”. 

De omtalte personer har to ting tilfælles: De er alle pensioneret, og deres udtalelser adskiller sig fra udtalelserne af de eksperter, vi dagligt hører i medierne. De eksperter, vi hovedsageligt hører i medierne, de har også to ting tilfælles: De er ansat af enten Forsvarsakademiet, eksempelvis Anders Puck Nielsen, Niels Bo Poulsen, Claus Mathiesen (som dog, så vidt jeg ved, nu er blevet pensioneret) og Peter Viggo Jakobsen eller hos DIIS, som Flemming Splidsboel. Derudover, at deres udtalelser hovedsageligt bakker op om den officielle danske politik på området eller i hvert fald tegner et billede af krigen i medierne, som ikke modsiger den danske politik. Deres udtalelser står således i skarp modsætning til, hvad de pensionerede eksperter har udtalt.

De fleste af læserne har formentlig hørt de omtalte herrer i radio og tv og læst deres udtalelser i medierne, men skulle man som læser være i tvivl, kan chefredaktør for mediet Eftertryk, Uffe Kaels Auring hjælpe. Han har nemlig gjort sig det store arbejde at analysere Anders Puck Nielsens optræden i medierne. Det har resulteret i en interessant og meget læseværdig analyse. Et andet godt eksempel er f.eks. Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboels bog Putins krig, hvor de to forfattere bl.a. omtaler sabotagen af rørledningerne Nord Stream 1 og 2, og hvor læseren får at vide, at “det er ganske sandsynligt, at Rusland står bag”. Læseren får derudover at vide, at “USA og NATO siden 1991 enten ikke har taget russiske indsigelser i betragtning eller har handlet på kanten af eller i modstrid med international folkeret”. At den USA-ledede invasion af Irak i 2003, bombning af Serbien og anerkendelsen af Kosovo i 2008 skete “uden bred international konsensus og på en måde, så Rusland oplevede sin sikkerhed krænket” og at det samme gjaldt NATOs invitationer til Georgien og Ukraine i 2008. Denne erkendelse fylder dog kun 12 linier af bogens 241 Rusland-kritiske sider. I en bog, hvor de to forfattere ellers lover læserne at sætte “krigen og dens årsager i bredere sammenhæng”

Det er formentlig ikke så mærkeligt, at disse eksperter, som uden tvivl alle har et bredt kendskab til Rusland, udtaler sig sådan, at det ikke kan betragtes som værende i modstrid med den danske politik i krigen. Forsvarsakademiet er en del af Forsvaret, mens DIIS hovedsageligt er finansieret af Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. Begge institutioner betegner sig selv som uafhængige, men at forestille sig, at deres ansatte ligefrem skulle stille spørgsmålstegn ved krigen, tale for fredsforhandlinger eller på en anden måde være kritiske over for den danske officielle politiske linje i krigen, det er formentlig et ganske utopisk scenarium. Skulle det alligevel ske, kan den tjekkiske  politolog og tidligere ansat ved DIIS modstykke i Tjekkiet, Institut for Internationale Forhold (UMV), prof. Petr Drulak, berette om konsekvenserne. Drulak blev nemlig fyret, fordi han gentagne gange udtalte sig kritisk omkring den europæiske linje i konflikten.

Det er mere end tvivlsomt, hvorvidt disse eksperter rent journalistisk opfylder definitionen af en såkaldt “uafhængig ekspert”, og danske medier burde overveje, hvorvidt andre eksperter, også dem som mener noget andet og måske mindre behageligt, ikke skal have mere taletid i medierne. De ganske få indslag af kritiske stemmer, som ind i mellem får lov til at stille op eller blive bragt i medierne, de skaber nemlig ikke den debat, der er nødvendig for at forstå konfliktens omfang og ikke mindst dens baggrund. Situationen i Europa er alvorlig, og en åben og fordomsfri debat er ikke blot i vores allesammens interesse, den ville også leve op til de demokratiske standarder, som vi siger, vi har i Danmark.

P.S. Svaret på gåden om, hvorfor eksperter, som er pensioneret mener noget andet end arbejdsaktive eksperter, vil jeg overlade til læserens egen fantasi og bedømmelsesevne.