Historie eller historiepolitik?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Europa: Markeringerne af 80 året for afslutningen af 2. verdenskrig bekræftede endnu engang, at historiske minder er og forbliver en integreret del af fænomenet historiepolitik. Udlægninger af historien er ikke kun møntet på fortiden, i høj grad også på nutiden og fremtiden og bruges flittigt i politisk øjemed. Som sagt af Rafal Wnuk, direktør for museet for 2. verdenskrig i Gdansk, i et tilælg til det polske Newsweek (3/2025) bruger og misbruger stater og regeringer historien til at legitimere sig selv og tll at sejre ved valg, det være sig parlamentsvalg eller præsidentvalg.. “De gode” (“vi”) bliver sat over for “de onde” (“de andre”). Det gælder i ellerhøjeste grad udlægninger af det der skete under 2. verdenskrig, dvs. i årene 1939-1945. For den yngre generation er 2. verdenskrig af gode grunde noget fjernt, ganske som 1. verdenskrig var og er det for den ældre generation, der voksede op under eller i årene lige efter krigens afslutning. Dette mærkes i høj grad også i Danmark. 

Stater har forskelligt fokus. Polakkerne ser især tilbage på krigen mod Tyskland, Frankrig ser på Tyskland, Israel på Holocaust og amerikanerne mere på krigen i Asien end Europa. I asiatisk perspektiv startede krigen i 1937 og sluttede 2. september 1945, hvor Japan overgav sig. For kineserne er kommunisternes kamp med Kuomintang og kommunisternes magtovertagelse i 1949 det vigtigste. Polakkernes minder om 2. verdenskrig er modsætningsfyldte. Centralt står minderne om Westerplatte, stedet for det russiske angreb på Polen 1. september 1939 og  udbruddet af 2. verdenskrig og derudover polske soldaters indsats under slaget om Monte Casino, Warszawa-opstanden og ikke at forglemme massemordene på polske officerer i Katyn. De begivenheder blandes op med beskyldninger om polske massakrer mod jøder, fx i Jedwabne, og polakkers samarbejde med tyskerne, beskrevet af Jan Tomasz Gross i bogen “Naboer” (“Sasiadow”).  For tjekkerne begyndte krigen med München-aftalerne i efteråret 1938, som blev efterfulgt af den tyske besættelse. For litauerne  startede 2. verdenskrig med to begivenheder, for det første det polske ultimatum om betingelserne for optagelse af diplimatiske forbindenser og for det andet Hitler-Tyskland’s krav i marts 1939 om at få overdraget den vigtige havneby Klaipeda.

Polen og Ukraine har begge valgt 8. maj som befrielsesdagen i stedet for 9. maj. Det har politiske årsager. Under den gamle kolde krig fejrede man, at Den Røde Hær befriede Polen, men efter 1989 blev markeret, at Den Røde Hær befriede Polen fra Tyskland. Jalta-aftalerne blev efter kommunismens fald indbegrebet af vestlige magters eftergivenhed over for Sovjetunionen. Den opfattelse deles af andre lade i Central-og Østeuropa. Ukraine har i takt med optrapningen af den “iskolde krig” med Rusland også valgt 8. maj som befrielsesdagen. Hviderusland derimod forbinder som Rusland årene 1941-1945 med den “store fædrelandskrig”. Fra 9. maj 1945 og frem til december 1947 blev befrielsesdagen markeret med en stor militærparade på Den Røde Plads. Det ophørte i 1947. Iflg.  Lakasz Wojcik (Polityka 21. 2025) skete det efter ordre fra Stalin, der havde blandede minder fra krigen og hverken stolede på hæren eller generalerne. Tiden efter sejren over nazisterne var hård for Rusland. En omfattende genopbygning forestod. 11 mio. soldater skulle demobiliseres. Stalin ønskede derfor ikke at hylde heltene fra 2. verdenskrig. Stalin koncentrerede sig i stedet om at mobilisere til ny og kold krig med Vesten. Sejrsparaden og 9. maj blev heller ikke markeret under Khrustjev, men blev genoptaget af Bresjnev i 1965, 20 år efter 2. verdenskrigs afslutning. Putin genoptog Bresjnev´s form for markering af årsdagen med en stor parade og noget nær et “gennembrud” i 2005, denne gang for at markere 60 året for krigens afslutning. Budskabet var klart. Det var i hans optik Sovjetunionen der reddede verden og den vestlige civilisation fra nazismen. De baltiske lande samarbejdede med det tredje rige.

Omtrent samtidig med 80 året for sejren over nazismen blev også 50 året for Saigon’s fald og Vietnam-krigen markeret. Her var der som bekendt ikke talt om en sejr, men om et knusende nederlag for USA. I oktober 1973 blev USA’s Henry Kissinger og Le Duc Tho fra Vietnam tildelt Nobels fredspris  i Paris. 18 måneder efter fredsaftalen indtog nordvietnamesiske styrker Saigon. Nordvietnam havde definitivt vundet krigen. Kissinger forsøgte efterfølgende at tilbagelevere fredsprisen til Nobel-komiteen, hvilket blev afvist. Nederlaget i Vietnam har pint USA lige siden og er blevet brugt som eksempel på, hvordan USA kan lade allierede i stikket, forråde dem. Andre eksempler på forræderi er iflg. Wojcik linjen over for Kurderne samt USAs politik over for Afghanistan og Irak. Nu tales der om en mulig gentagelse i Ukraine, dersom USA standser al bistand til Ukraine og satser på andre geografiske områder, frem for alt Asien.

I Trump’s udlægning af realisme og “US first” bør USA’s udenrigspolitik ikke bygge på værdier sådan som under Joe Biden, hvor der blev talt om at sprede demokrati i vestlig forstand til hele verden og om sikkerhedsgarantier for allierede.Trump’s “kolde realisme” ignorerer den kulturelle og ideologiske nærhed over Atlanten. At tale om “vestligt forræderi” er i hans optik sludder og vrøvl. Andre stater vurderes ud fra, om og hvor langt deres adfærd tjener USA’s interesser. Eftergivenhed over Rusland sidestiller “idealister” med “appeasement” politikken over for Hitler. Rusland ser Ukraine som styret af “fascister”. Det legitimerer iflg. Kreml Rusland´s “special-operation” i Ukraine. Kort sagt, historien bliver brugt og misbrugt. Tillid (“trust”) og tro på diplomatiske løsninger har for tiden ikke gode vilkår.