George Soros, ven eller fjende? 

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Med en formue på anslået 172 mia. dollar i 2016 hører George Soros til blandt de 30 rigeste i verden. Han blev født før krigen, i 1930 af en ungarsk-jødisk familie, men han har støttet hverken oprettelsen af den jødiske stat eller internationale jødiske institutioner. Soros var en ”outsider” helt fra start.

Som skrevet af Maciej Nowicki for det polske ”Newsweek” nåede Soros tilbage i 1981 frem til, at han ikke ville bruge sine mange penge på køb af kunst, men til gøre en forskel, hjælpe undertrykte mindretal, eksempelvis gennem at yde stipendier til sorte i Sydafrika under apartheidregimet, senere gennem støtte til oppositionelle i de østeuropæiske lande. Han gav således økonomisk støtte til Charta 77 i Tjekkoslovakiet. Ja, en af hans senere skarpe kritikere, Ungarns Viktor Orbán studerede i 1980erne ved Oxford Universitet takket være et stipendium fra Soros.

Soros blev filantrop, men en kontroversiel en af slagsen. I begyndelsen af 1990erne var der blevet oprettet adskillige afdelinger af hans ”Open Society Foundation”. I Hviderusland, Bosnien, Bulgarien, Rusland, Kroatien, Estland, Letland, Litauen, Makedonien, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Ukraine. Som sagt af hans kritikere, efter det sovjetiske imperiums fald blev der oprettet et ”Soros-imperium”.

Han skabte talrige kontakter rundt om i de nu ikke-kommunistiske lande. Soros mødtes med selveste Wojciech Jaruzelski og fik grønt lys til at oprette en afdeling af hans ”foundation” i Polen. Hensigten var at (gen)rejse disse lande og bringe dem op på et højere niveau civilisatorisk og økonomisk. Et middel hertil var at fremme civilsamfundet gennem støtte til uafhængige NGOere.

Efter 1989 fik de enkelte afdelinger af hans ”foundation” udstrakt selvstændighed. Igennem 1990ene bidrog han til flere regimeskift, fx til at vælte Meciar i Slovakiet, Tudjman i Kroatien og Milosevic i Serbien. Senere ydede han støtte til opstandene på Maidan i Ukraine i 2004 og 2013 og til Rose-revolutionen i Georgien i 2003.

Georgiens tidligere præsident Micheil Saakasjvili husker således Soros som en nær allieret. Målet var at nedbryde institutioner og oprette nye. Men han fik helt naturligt modstandere. Skiftende regeringer i Rumænien så Soros som agent for den ungarske regering, i Rusland som en agent for CIA. Selv Tjekkiets Vaclav Klaus ønskede ikke råd fra Soros’ folk.

Republikanerne i USA så Soros som en ”dødelig fjende” pga. hans modstand mod USA’s krig i Irak. I de senere år er ”Soros-Foundation” i stigende grad blevet mødt med modstand i Centraleuropa og også på Balkan, især blandt højerenationale. Orbán og regeringen i Ungarn mener, at der eksisterer en form for hemmelig Soros-plan i form af et nært uformelt samarbejde med EU-Kommissionen.

Orbán har tordnet mod Soros og hans virksomhed, senest på Fidesz’ kongres, han ser Soros som ”chef for en gigantisk mafia, der truer freden og også Europas fremtid. Det er det rene nonsens, mener Ján Orlovský fra ”Open Society Foundation” i Bratislava, Orbán bruger langt flere penge i sin kampgane mod Soros, end Soros bruger til sin virksomhed i Ungarn.

Kort sagt, Soros har haft venner, men også rigtig mange fjender, og de sidste er blevet flere efter de sidste mange valg rundt om i Europa, også, og ikke mindst, på Balkan og i de centraleuropæiske lande.