Fred eller krig i Ukraine, de økonomiske faktorer
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ukraine: Ikke kun Ukraine, bestemt også Europa og Rusland, har hårdt brug for fred i Ukraine for at få rettet økonomierne op. Som det fremgår af analyser, bl.a. i “country economy” og i det polske “Przeglad” holdes den ukrainske økonomi kun oven vande takket være hjælpen ude fra. Den russiske økonomi er, som vi skal se, i stigende grad blevet kriseramt, men er ikke i ruiner. Rusland har tre gange flere indbyggere end Ukraine og kan lettere rekruttere personel. Som fremgår af de sidste målinger fra OECD er Europa’s økonomier også hårdt ramt. Væksten i euro-zonen er for 2025 beregnet til beskedne 1.0 pct., for Tyskland blot 0.4 pct. og Frankrig 0.8 pct. Protestpartier vinder frem ved valg i flere og flere lande i Europa og gør det endnu sværere at skaffe pengene til at finansiere de stærkt stigende militærudgifter. Væksten i USA er beregnet til 2.2 pct. og i Kina 4.8 pct., omtrent samme niveau som i 2024 (5.0 pct.)
Beregnet vækst i bruttonationalproduktet (BNP) i 2025 i udvalgte lande, i pct.
Indien 6.4 Mexico -1.3
Kina 4.8 Canada 0.7
Rusland 1.3 Frankrig 0.8
Brasilien 2.1 Storbritannien 1.4
USA 2.2 Tyskland 0.4
Italien 0.7 Sydafrika 1.6
Kiolde OECD
Ukraine, kan et økonomisk kollaps forhindres?
Lige nu tales der om fredforhandlinger, men det er mildt sagt ikke let at få dem sat igang. Ukraine kan kun føre krig mod Rusland, hvis den økonomiske støtte og våbenhjælpen ude fra fortsætter. Men det kan blive sværere. USA vil gerne trækker sig fra krigen, og Europa er som sagt meget hårdt ramt økonomisk. Krigsmodstanden vokser. Ukraine er Europa’s fattigste land. Landets BNP pr. indbygger er beregnet til 2.218 dollar, lavere end Moldova’s (3.867 dollar). Hviderusland’s BNP pr. indbygger er sat til 6.632 dollar, Rusland’s BNP pr. indbygger til 10.577 dollar. Ukraine’s statsgæld er steget voldsomt, er tæt på 200 mia. dollar, over 100 pct. af landets samlede BNP. Trods økonomiske udfordringer vejer krigen i Ukraine mindre tungt i Rusland end i Ukraine, bl.a. fordi en stor del af de våben, der bliver brugt stammer fra Sovjet-perioden og derfor er blevet betalt. I Sovjet-perioden havde Kiev og Kharkiv en stor del af våbenindustrien. Donbas-regionen leverede kul -antracyt – til kraftværkerne. Dertil kom leverancer af el fra Zaporijzja-atomkraftværket, dengang var det størrste i Europa. Til dette skal føjes produktion af jern og maskiner i Donbas regionen og ikke at forglemme, korn i Ukraine’s sortjord-områderne. Da Sovjetunionen blev opløst (i 1991) havde Ukraine 51 mio. indbyggere, i dag 35 mio. og iflg. andre skøn kun 25 mio.
I dag er det ikke industrien, men landbruget og bearbejdsning af landbrugsprodukter, der vejer tungest i den ukrainske økonomi. Landbruget er domineret af gigantisk agro-holdings, der typisk har mellem 250.000 og 600.000 ha. jord. De højeste lønninger finder vi i IT-industrien og i finansverdenen, begge typisk beliggende i Kiev. Siden 2022 er den ukrainske våbenindustri vokset mærkbart, men det er som bekendt ikke ensbetydende med flere varer i butikkerne. Krigen mod landets oligarker fortsætter ufortrødent. Der er udstedt en del arrestordre mod oligarken Ihor Kolomojski, der støttede Zelensky under valgkampen i 2019. Som følge af krigen har han mistet omkring halvdelen af sine aktiver, bl.a. Azovstal i Mariopol. En anden oligark, Viktor Pintjuk, er flygtet ud af landet. Konstantin Zewalo og Oleh Machmatjuk bor også uden for Ukraine. Begge risikerer at blive fængslet, hvis de vender tilbage. Zewalo blev i 2022 arresteret af fransk politi, men både han og Oleh Bachmatjuk opholder sig stadig uden for Ukraine. Julia Tymosjenko og eks-president Petro Porosjenko har haft svært ved at rejse til udlandet. Porosjenko er flere gange blevet standset ved grænsen. Når der forhåbentlig engang bliver fred eller i det mindste ikke-krig i Ukraine må det formodes, at oligarkerne vil forsøge at genvinde fordums magt. Om det lykkes, er ikke sikkert. Begrænsning af korruption bliver en stor udforing, men en nødvendighed for at Ukraine kan blive genopbygget, og økonomisk kollaps derved undgås. I dag har Ukraine to instanser for korruptionsbekæmelse, for det første Det Nationale Antikorruption Anklagemyndighed (NABU) og for det andet den særlige antikorruption instans (SAPO).
Rusland, hård eller blød landing?
Den russiske økonomi er ikke i ruiner, men har mistet “momentum”. Omkring årsskiftet 2024-2025 var økonomien overophedet, båret oppe af løs finanspolitik og høj industriel vækst. Inflationen er høj til trods for en rente på godt 20 pct. Kort sagt har vi oplevet noget nær et “keynesiansk boost” godt båret frem af den stærkt stigende militær-produktion, i januar var BNP-væksten i de første måneder af 2025 1.9 pct. mod 4.3 pct. året i 2024, og som fremgår af oversigten 1.3 pct. for hele 2025. Industriproduktionen steg med beskedne 1.1 pct. i 1. kvartal af 2025 mod 5.6 pct. året før. Væksten i nationalproduktet (BNP) var under 2 pct. mod mere end det dobbelte i samme periode i 2024. Med andre ord, Rusland er ramt af recession, dog uden udsigt til kollaps. Militærudgifterne er steget med 25 pct. med færre udgifter til sociale formål til følge.
Økonomer er langt fra enige om alt. Nogle spår mange virksomhedeslukninger med en “wave of bakrupcies”, kort sagt “hård landing” Andre betragter den russiske økonomi som robust nok til at undgå det, så vi vil opleve en “blød landing”. Spørgsmålet om omfanget af vestklige sanktioner og deres virkning bliver ivrigt debatteret. EU ønsker, som omtalt i mreast.dk, at standse for al import af olie og gas fra Rusland i 2027. Det vil betyde, at debatten om genåbning af Northstream gasledningen i Østersøen vil være et lukket kapitel. Trump har truet med at lægge en told på 500 pct. på lande, der importeret energi fra Rusland, dog forudsat at han betragter Rusland som den hovedskyldige, dersom forhandlinger om fred i Ukraine ikke bliver til noget. Andre lande, herunder Kina og Indien og det globale syd vil næppe følge sanktioner, forsøger at føre balancepolitik.
“Høge” over fro “duer”
Det diskuteres ivrigt, hvordan Rusland vil agere, hvis/når der bliver fred eller i det mindste ikke-krig i Ukraine. Nogle, “høgene” mener, at Rusland vil angribe de baltiske lande og betragter Vesten som svækket, da Ukraine i givet fald ikke bliver optaget i NATO, og Krim forbliver russisk. “Høgene” finder vi naturligt nok mest inden for militæret, sikkerhedstjenesten og i visse politiske partier. “Realister” mener, at økonomiske argumenter og faren for sociale oprør nede fra bør veje tungest for magthaverne i Kreml. Rusland vil, siges det, være villig til at forhandle seriøst om våbenbegrænsning, hvis frygten for Ukraine’s optagelse i NATO er ophørt, og Krim forbliver på russiske hænder. Afviser Ukraine at give indrømmelser, siges det i en analyse i “Responsible Statecraft”, kan “høgene” i Rusland meget vel blive styrket. Lige nu satses der fra russisk side på at beholde Krim, holde fast i fire regioner (“oblasts”) i Øst-Ukraine, sikre at Ukraine ikke bliver optaget i NATO, og at russisk-talendes rettigheder bliver sikret. Afvises kravene vil Rusland måske kræve hele “Novorossija”, også Kharkiv, Odesa, Mykolaiv, Poltava og Dniepropetrovksk underlagt Rusland. Ukraine kan, ud fra den realistiske betragtning, blive tvunget til at acceptere en “bitter fred”. Alternativet er at kæmpe videre og (måske) risikere et militært kollaps og at blive tvunget til at give efter. Det er ikke sikkert, at USA og Europa bakker Ukraine op p.g.a. frygt for regulær (atom)krig og udsigt til endnu større økonomisk nedtur. Vi ved det ikke, men udgangen på krigen bliver ikke nødvendigvis sejr over Rusland på slagmarken, at Zelenskyjs “sejrsplan” bliver til virkelighed. Tiden vil vise, om det er muligt.