Europa som militær stormagt, er det overhovedet muligt?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Debat: Med Trump tilbage i Det Hvide Hus er USAs engagement i forsvaret af Europa reelt ophørt. NATO kunne nedlægges, men bliver det næppe. I rollen som ny leder af forsvaret af Europa fremstår Frankrig’s præsident Emmanuel Macron. Han har tidligere talt for strategisk autonomi. Vi kan ikke længere stole på, at USA er på vores, dvs. Europa’s side, hvis det kommer til regulær krig med Rusland, har han sagt han. Derfor ideen om den franske atomparaply. Spørgsmålet om udstationering af soldater og brug af atomvåben har flere gange før været på NATO’s dagsorden. Omkring 1980, da Sovjetunionen opstillede SS-20 raketterne, svarede USA/NATO igen med Pershing II. Spørgsmålet om ikke-spredning af atomvåben var også højt på dagsordenen dengang. Omkring udvidelsen af NATO mod øst blev der talt om „nuclear sharing‟ med en deling af atomvåben med USA,  bl.a. via eksport af jagerfly fra USA, der var i stand til medbringe atomvåben. Troen på det transatlaniske samarbejde blev der ikke rokket ved. Tysland som atommagt var ikke på tale, heller ikke i Tyskland selv. Franktig fulgte deres helt egen kurs. „Gaullismen‟, troen på Franktig’s egen styrke, eksisterer stadig. Storbritannien fik atomvåben i 1952, Frankrig noget senere, i 1960. Storbritannien kan, modsat Frankrig, ikke uafhængigt af USA dele sine atomvåben med andre lande. Polen taler, selv under Donald Tusk, åbent om at skaffe egne atomvåben via „nuclear sharing‟ med USA. USA har soldater i Polen kaldt „Trump-fortet‟. Polen er ikke meget for at afgive suverænitet til et nyt overnationalt EU ledet af Tyskland og Frankrig.

Det svækkede Europa

Som sagt i flere udenlandske medier, fx i det polske centrum-venstre ugeskrift „Przeglad‟, er Europa blevet svækket, og det allerede før Donald Trump vendte tilbage. EU’s andel af verdens bruttonationalprodukt (BNP) er faldet markant i forhold til USAs og Kina’s. Kontinentet er splittet. Kvaliteten af politiske ledere er dalet støt. Tom retorik,  kynisme og dobbeltmoral er blevet endnu mere iøjnefaldende, desværre. Protestdemokrati og liberalistokrati er i fremgang. Europas problemer kan tydeligt mærkes, når europæiske ledere aflægger besøg uden for Europa. Der var således ikke de store festligheder, da Ursula von der Leyen og Emmanuel Macron besøgte Bejing, heller ikke da Tyskland’s udenrigsminister Annalena Baerbock var i Malaysia, De Arabiske Emirater og Brasilien. Europa’s socialdemokratier har siden Tony Blair stået for neoliberal politik. Partier til venstre for Socialdemokratiet står svagt i langt de fleste europæiske lande. De har ikke evnet godt nok at appellere til de svageste samfundsgrupper og har haft det meget svært med at forholde sig til fortsat krig og/elller fredsforhandlinger i Ukraine. Høge kæmper med duer. Det har givet protestpartier meget bedre kort på hånden, senest udtrykt i det tyske valg.     

„ReArm Europe‟, kan den gennemføres?

Færre militærudgifter ville give råderum for flere penge til de fattigste i verden og til at bekæmpe klimaforandringerne. Men det er bestemt ikke højt på den politiske dagsorden lige nu. EU, Ja, vores egen Mette Frederiksen udtalte i februar, at fred i Ukraine kan være farligere end fortsat krig. Kommissionen har foreslået en „ReArm Europe Plan‟, der skal skaffe 800 mia euro ekstra til forsvaret over de næste 4 år, heraf de 150 mia- via optagelse af lån. Diplomater i Bruxelles er iflg internationale medier citeret for, at dette kun er et „godt første skridt‟. Djævelen finder vi i detaljerne, og djævle er der mange af, også i denne plan, siges det uofficielt. EUs forsvarskommissær Andrius Kubilius erklærede for nylig i Europaparlamentet, at Europa lige nu har et „defence shortfall‟ på hele 500 mia. euro, og at der mangler tusindvis af tanks og motoriseret udstyr („armored vehicles‟). Der er alenlangt op til de 5 pct. af BNP til militær, som Donald Trump som bekendt har krævet af Europa. Allerede nu har flere gældsramte lande sagt nej til mere militær. De 5 pct. når vi ikke. På EU-topmødet i Haag i juni sidste år blev talt om at lade 3.7 pct som „official target‟, den officielle målsætning. Der lægges bag kulisserne ikke skjul på, at det ikke tager 4 år, snarere et helt årti før Europa vil kunne gennemføre større militære operationer uden USA. Meget kan nå at ske. Frankrig skal have ny præsident. Modstanden mod krig og oprustning i Tyskland er som omtalt i mreast.dk, vokser, også efter det seneste valg til Forbundsdagen..

Finlandisering af Ukraine uundgåelig, for NATO-medlemskab er umuligt

Efter planen skal hjælpen til Ukraine også hæves, da USA vil formodentlig bidrage mindre. Regeringen i Kiev har allerede sagt, at der er behov for mindst 33 mia. euro ekstra i støtte i år. Skulle der blive skabt en våbenhvile og måske varig ikke-krig, vil Ukraine uundgåeligt få „finsk status‟, forstået som en alliancefrihed i stil med den, der gjaldt for Finland under den gamle kolde krig. Det kan være den eneste farbare vej. USA og flere andre NATO-lande afviser ukrainsk NATO-medlemskab. Ukraine har, som beskrevet i flere internationale analyser, på mange måder iøjnefaldende lighedspunkter med Finland før 1989. Landet udkæmpede i årene 1939-1944 to krige mod Sovjetunionen og måtte til sidst afstå land, ganske som Ukraine kan blive tvunget til efter våbenhvile og ikke-krig. Ukraine har også kæmpet to krige med Rusland, først hybridkrigen i kølvandet på den russiske annektering af Krim og derefter en regulær krig efter den russiske invasion 24. februar 2022. Både Finland og Ukraine har en meget lang grænse til Rusland på godt 1300 km. Under den gamle kolde krig opretholdt Finland i henhold til den såkaldte Paasikivi-Kekkonen doktrin alliancefrihed, og nød godt af den målt økonomisk. Finland havde egen produktion af militær og regnes i dag, hvor Finland er med i NATO, for at have høj evne til at føre krig, højt „battle readiness‟. 

Ukraine har allerede opbygget en betydelig egen militærindustri og har en hær, der af gode grunde har stor kamptræng. Sikkerhedsgarantier vil kun kunne opnås bilateralt og uden garanti for militær støtte, skulle det igen komme i krig med Rusland. Kort sagt, Ukraine er efter en våbentilstand og ikke-krig ikke omfattet af NATO’s artikel 5. Der tales nu om en koalition af frivillige stater („coalition of the willing‟), der skal sende fredsbevarende styrker til Ukraine efter en våbenhvile. 18 lande, herunder Danmark, er med på vognen, men en del, Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Portugal, Grækenland, Ungarn, Irland, Luxembourg, Malta, Slovakiet, Slovenien og formodentlig også Finland takker nej. Den er heller ikke meget værd i et NATO, der med USAs afkobling fra Europa, reelt ikke eksisterer længere. Kina og Indien og det globale syd skal bidrage til en mulig fredsstyrke i Ukraine, mener mange. Styrker fra europæiske NATO-lande vil ikke kunne regne med støtte fra USA, skulle de komme til væbnede konfrontationer med Rusland i Ukraine grundet brud på våbenhvilen. Det afskrækker mange. På det seneste EU topmøde blev der ikke skabt enighed om relt meget. Selv Storbritannien skal nu have opgivet at tilbyde 30.000 solidater. 

Verden har ændret sig rigtig meget. Vi har bevæget os væk fra globalisme og i retning af en multipolær orden. De internationale instritutioner, herunder FN, har mistet betydning. Oprustningen fortsætter, i Europa med endnu større styrke. I denne globale urorden er det blevet svært at indgå holdbare og bindende klima-aftaler og bekæmpe fattigdom i verden. Varig fred kræver pragmatisme og realisme, i Rusland, i Ukraine og bestemt også hos os selv.