Et skæbnesvangert valg i polariseret Polen
Der er en stor sandsynlighed for, at den kommende præsident i Polen kommer til at hedde Karol Nawrocki. Det kan blive skæbnesvangert for Donald Tusks regerende koalition. Men intet er sikkert, og kulturkrigen og polariseringen af det polske samfund vil fortsætte, uanset hvem der vinder
Analyse af Ota Tiefenböck
Polen: Anden runde af præsidentvalget i Polen på søndag handler ikke kun præsidentposten, men om hele den polske regeringskoalition anført af premierminister Donald Tusk. Og umiddelbart tegner det ikke godt for den liberale lejr i Polen. Den nationalkonservative kandidat Karol Nawrocki, støttet af den nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed, fik nemlig langt flere stemmer, end meningsmålingerne forudså inden valgets første runde. Samme gælder de andre kandidater fra den nationalistiske lejr, hhv. Slawomir Mentzen og den ultranationale Grzegorz Braun, som begge fik overraskende mange stemmer. Mentzen og Brauns vælgere kan formentlig umuligt stemme på Trzasowski, da han er alt for progressiv liberal til deres smag. Da disse tre kandidater tilsammen fik 50,68 procent af stemmerne, tyder alt på, at den kommende præsident i Polen kommer til at hedde: Karol Nawrocki. Det kan blive et kæmpe problem for Donald Tusks regerende koalition. Borgerplatformen og Lov og Retfærdighed er begge mainstream partier, der anser sig selv for at være de eneste legitime repræsentanter for folket. Deres ideologiske splittelse og magtlyst er dog tydelig, især nu før anden runde, hvor de begge havde lovet at imødekomme kravene fra både venstreorienterede og højreekstreme modkandidater, blot for at samle så mange stemmer som muligt.
Den polske præsident har ikke mange beføjelser, men en af de vigtigste er, at præsidenten er afgørende for, om en polsk regering, som kun disponerer over et begrænset antal mandater, kan fungere. Præsidenten disponerer nemlig over en stærk vetoret, som kun kan omgøres af et tre-femtedels flertal i det polske parlament, Sejm. Dette flertal disponerer Donald Tusk nuværende koalition ikke over. Udfaldet af præsidentvalgets anden runde er således livsvigtig for Donald Tusks koalition. Vinder Nawrocki, vil han utvivlsomt fortsætte i den nuværende præsident Andrzej Dudas spor: nedlæggelse af veto mod regeringens lovgivning og blokering af de reformer, Tusks regering ønsker at gennemføre. En nationalkonservativ præsident vil bl.a. blokere de reformer i Polens juridiske system, som ofte er blevet kritiseret af EU, eller liberalisering af den polske abortpoltik. Nawrocki på præsidentposten vil således kunne pacificere den regerende koalitions muligheder totalt. I sådan en situation er det uklart, hvorvidt denne, i forvejen ikke altid enig koalition, ville være i stand til at fortsætte. Et nyt valg i utide ville således ikke være et umuligt scenarium.
Polen har i de seneste år præsteret en bemærkelsesværdigt økonomisk vækst. Det er dog en vækst, som ikke er fordelt ligeligt, og som mærkes langt mere i Warszawa og andre store polske byer end på landet i Polen, hvor stigende priser og livsvilkår bliver til en større og større belastning. Det er utvivlsomt også grunden til de mange nationalkonservative stemmer, som delvis kan betragtes som proteststemmer. Polen er her ikke anderledes fra mange andre lande i især Øst- og Centraleuropa, hvor leveomkostningerne efterhånden er nået vesteuropæisk niveau, men uden at lønningerne er fulgt med, og hvor levestandarden de seneste år er blevet forringet. Det er samme befolkningsutilfredshed og stemmer til nationalistiske partier og protestpartier, som vi har set i Rumæniens seneste valg.
Situationen er desuden kompliceret af den enorme polarisering af det polske samfund, hvor den liberale og nationalkonservative lejr konstant bekæmper hinanden og praktiserer det såkaldte TKM-demokrati. TKM står her for det polske udtryk “Teraz kurwa my”, som i en mild oversættelse betyder “Nu er det for helvede vores tur”. Denne polske form for demokrati handler ganske enkelt om , at det vindende politiske parti, uanset om det er fra den liberale eller nationalkonservative lejr, mere eller mindre besætter alle vigtige poster med egne folk – og ikke nødvendigvis ud fra faglige kompetencer. Denne udskiftning på alle politiske poster – i administrationen, på ambassaderne, i de statslige medier og i det juridiske og økonomiske system – sker som regel på grænsen af eller i overskridelse af lovgivningen. Og det giver ofte problemer, da det ikke altid er muligt at udskifte personerne på alle posterne.
Anden runde af præsidentvalget bliver livsvigtig for Donald Tusks koalition, og for hvorvidt den vil få mulighed for at fortsætte sin politik og reformer samt udrensningerne på de vigtige poster i Polen. Valgets udfald bliver dog også vigtig for EU, som ønsker et EU venlig kandidat på posten, altså Rafal Trzasowski. Vi kan således forvente, at resultatet af valget, sådan som det skete i Rumænien, vil blive angrebet og beskyldt for at være resultat af indblanding fra andre, uanset hvem der vinder.
Derudover vil situationen i Polen ikke ændre sig væsentligt, uanset hvem der vinder anden valgrunde – Polen vil fortsat være et land, hvor politisk skænderi og kulturkrige vil være vigtigere end reelle kriser og problemer, som landet har et presserende behov for at løse. Det vil således fortsat være almindelige polakker, som skal betale for den polarisering af den polske politiske scene.