Det polske præsidentvalg, – politisk borgerkrig med frygt for et rumænsk scenarie

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: I maj afholder Polen præsidentvalg. Det imødeses med allerstørste spænding både i og uden for Polen. Et nederlag for Rafal Trzaskowski, Donald Tusk’s foretrukne kandidat vil, som omtalt i mreast.dk, meget vel kunne føre til regeringens fald og nyvalg. Det er ikke for meget sagt, at Polen i lighed med andre lande, fx Georgien, Rumænien, Serbien, Ungarn og Slovakiet, er hårdt ramt af politisk borgerkrig (“wojna polska-polska”), også kaldt kæmpende demokrati og protestdemokrati. Valgresultater accepteres ikke. Den tabende part kræver omvalg.
Rafal Trzaskowski vil sikkert vinde i 1. valgrunde, men en sejr i 2. valgrunde vil iflg. valgeksperter kræve høj mobilisering af vælgerne og en høj stemmeprocent, helst over 60 pct., sådan som det var tilfældet ved valget i 2023, der førte til regeringsskiftet. Trzaskowski’s vigtigste hovedudfordrere er Karol Nawrocki, der støttes af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og Slawomir Mentzen, der er opstillet for det yderliggående højreparti Konføderationen. Et rumænsk scenarie, skriver polske medier, kan bestemt ikke udelukkes, og det i dobbelt forstand.
Menzen kan, ganske som Georgescu i Rumænien, måske nå 2. runde. Skulle Trzaskowski tabe valgets 2. runde vil valget måske blive annulleret og udsat. Det frygter oppositionen. Polske medier gør i den forbindelse opmærksom på, at et “rundbord” nedsat af EU-Kommissionen efter valget sammen med regeringen, NGO`ere og eksperter skal fastlægge, om der i forbindelse med valget havde været tale om “disinformation” , fx misbrug af de sociale medier. Hvis ja, vil der formentlig blive krævet omvalg, men kun hvis Nawrocki eller Mentzen vinder over Trzaskowski, regeringens kandidat. Det er i hvert fald en udbredt frygt hos partierne i opposition til Tusk’s regering.
Chancen eller risikoen for, at vi med opbakning fra EU kommer til at opleve et rumænsk scenarie, en sejr for en EU-skeptiker (Nawrocki eller Mentzen), kan ikke udelukkes, for det er svært for Tusk at opnå samme høje mobilisering og dermed den samme høje stemmeprocent ved præsidentvalget som ved valget til parlamentet i 2023. Dengang blev sejren sikret på en anti-PiS platform, modstanden mod Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Det kan næppe gentages denne gang, i hvert fald ikke i samme grad.
Siden 2023 har vi som bekendt fået “iskold krig”, en proxy-krig og sanktionskrig med Rusland. Donald Trump er tilbage i Det Hvide Hus. Og nok så vigtigt oplever polakkerne stigende elpriser, store problemer inden for sundhedssystemet, mangel på boliger mm. Tusk-regeringen har slået hårdt ned på politiske modstandere og efterfølgende renset godt ud i statslige medier og inden for retssystemet. Det gav pote lige efter valget, men ikke i dag. De nære spørgsmål optager de fleste og vil formentlig betyde mest, når krydset vil blive sat.