Den nye pave, hvem er han?

Vatikanet: Overraskende for stort set alle iagttagere blev amerikaneren Robert Prevost valgt til ny pave. Men hvem er han? Det polske medie OKO.press var hurtigt ude og offentliggjorde følgende: Prevost er 69 år. Han stammer fra Chicago, men har i mange år opholdt sig i Peru og har dobbelt statsborgerskab, amerikansk og peruviansk. Han betragtes som centrist, men har været nært knyttet til afdøde pave Frans, især når det gælder synet på social retfærdighed og omsorg for migranter og fattige.
I årene 2015-2023 var han biskop i Chiclayo i det nordvestlige Peru. I 2023 ønskede pave Frans ham til Rom, hvor han fik det vigtige job at finde frem til de præster, der ville kunne klare embedet som biskop. Leona Angelesa, koordinator for katolikker i Chiclayo har, siger hun til Reuters, kendt Prevost som et “enkelt” menneske med stor omsorg og empati over for andre. Eksempelvis udviste han under opholdet i Peru stor medfølelse for de 1.5 mio., der havde valgt at forlade Venezuela af politiske og især økonomiske årsager og rejse til Peru. Søren.Riishøj