De danske klaphatte og den nye religion i Ukraine-debatten

Af Michael Skovgaard

Debat: Krigen i Ukraine trækker ud, der er ingen løsning i sigte. Inkvisitionen på de sociale medier har en romantisk drøm om, at Rusland bare skal besejres endegyldigt, og så vil alt være godt. Desværre er debatten i Danmark i høj grad præget af personer, som enten er totalt uvidende om, hvad der foregår i resten af verden, eller man agerer ud fra en lettere religiøs forestilling om, hvad det rette udfald måtte være.

Tidligere havde vi en skillelinje, hvor det handlede om „putinister“ kontra de rettroende. Den diskussion er ved at være lidt død eller lettere irrelvant. I mangel af bedre retter den herskende FB-inkvisition nu åbenbart skytset mod de såkaldte „realister“, som er det nye skældsord, der kolporteres af den generelt uvidende sekt.

Vi har fået en ny ensidig dimension i debatten, hvor realisterne er den nye gruppe, som skal lægges til rette på FB-skafottet. Senest har det været personer som Habermas, Kissinger, John Mearsheimer og for den sags skyld også den amerikanske general Mark Milley, som er kommet i skudlinjen. 

Typisk læser FB-inkvisitionen et eller andet om de bemeldte personer uden at tjekke kilden, eller hvad de bemeldte personer rent faktisk siger. Senest kom det til udtryk i mit Facebook-feed, hvor en person kaldte Mearsheimer for „et gammelt fjols“ uden egentlig at begrunde hvorfor. Og klaphatten havde tydeligvis ingen anelse om, hvad manden rent faktisk har sagt, men lod sig rive med i det mere eller mindre religiøse klaphatte-kor på de sociale medier, som efterhånden har karakter af en en besyndelig form for menighed, hvor man kan finde ligesindede, som går mere op i et fælles „trossamfund“, som man trygt kan læne sig opad uden den mindste form for kritisk sans eller grundlæggende faktuel viden, som er lidt for besværlig at sætte sig ind i, da man i så fald måske skal  researche lidt eller ganske enkelt læse noget til ende. Det orker eller formår det store flertal i det bemeldte segment åbenbart ikke længere – og derfor er det stort set irrelevant, hvad de såkaldt „kendte personer“ måtte mene –
det være sig skuespillere, musikere, teaterdirektører eller andre kulturpersonligheder, som åbenbart mener, at de indtager en særstilling og har en speciel indsigt i komplicerede forhold alene i kraft af deres metier. Og det har de naturligvis ikke, men de scorer lidt billige point i FB-hoben  – eller den nye menighed, som konstant jager synspunkter, der harmonerer med den fremherskende og endimensionale holdning, som er typisk for netop dette segment.   

Tilbage til virkeligheden: Mearsheimer har sagt i sit seneste interview, at krigen i Ukraine vil trække ud, og at der mangler artilleri, hvis Ukraine skal presse russerne tilbage. Kampvogne er ikke afgørende lige nu. Det samme gælder kampfly, som russerne ville kunne skyde ned efter behag.

Filmen knækker så for alvor for de uvidende Mearsheimer-kritikere her, hvis man tjekker det seneste interview. Han sagde i sin tid i 1993, at det var forkert, at Ukraine opgav atomvåben. Og videre hedder det, at hvis russerne for alvor bliver trængt tilbage, kan Putin finde på at ty til taktiske atomvåben i Ukraine, og her vil NATO næppe gengælde med atomvåben. Men hvis Ukraine nu havde beholdt sine atomvåben i sin tid, ville situationen være en anden. Mearsheimer har også givet Vesten en del af skylden, men hans pointer skal ses i en større sammenhæng, som FB-hoben åbenbart ikke evner at fatte eller sætte sig ind i. Her griber man til lette, men grundlæggende forkerte udlægninger, som passer ind i den „religion“, man nu har bekendt sig til for at behage og tilhøre „flokken“ eller den digitale menighed, som afstedkommer flest likes eller automatreaktioner på mobilen fra personer, som dybest set ikke aner et klap om noget som helst, men som gerne vil tilhøre den „trygge“ menighed, hvor alle tilhører den samme tro eller religion, og hvor man ikke rokker ved de grundlæggende dogmer eller vover at betvivle den sande lære.

Som sagt har „romantikerne“ lidt overtaget takstokken i debatten, og der verserer mange forkerte forestillinger om Tysklands ageren. Blandt andet en forkvaklet idé om, at alle tyskere og kansler Scholz skulle være „Putin-Versteher“. Det passer simpelthen ikke.

Udfaldet af krigen i Ukraine bliver afgjort af USA. Uden amerikanske våben havde Ukraine forlængst tabt krigen – og uden amerikansk hjælp ville Europa og EU stå alene og isoleret i konflikten uden evne til at afgøre noget som helst.

Det kommer også til udtryk i en af de seneste rapporter fra den amerikanske tænketank RAND Corp, som spår, at USA dybest set ikke har den samme eksistentielle interesse i krigen som Putin og Rusland. Her tales der om, at USA muligvis dikterer en fredsaftale og så i øvrigt trækker sig ud og retter fokus mod Kina og truslen mod Taiwan. Og tænketanken slår også fast, at selv om det skulle ende med et nederlag til Rusland eller en fredsaftale, er Ukraine ikke sikret mod nye angreb. Her bliver der snarere tale om et nyt jerntæppe, hvor grænsen skal forsvares med miltær tilstedeværelse. Og alle ideer om ukrainsk medlemsskab af NATO eller EU er totalt irrelevant i den nuværende situation. 

Og grundlaget for en mulig fredsaftale er en tilbagevenden til situationen før krigens start, hvor Rusland havde besat Krim og de østlige dele af Ukraine. Romantikerne mener åbenbart, at russerne skal afgive Krim. Det kommer ikke til at ske, da Sortehavsflåden er af afgørende betydning for Rusland – og landet vil kræve adgang til Krim og flådebasen uanset hvad.

Uret tikker for præsident Biden – det kommer også til udtryk i flere analyser. Derfor skal der en fredsaftale i stand inden det kommende valg i USA, hvor flertallet af de republikanske vælgere ikke støtter op om yderlige militær hjælp til Ukraine. Og hvis USA skulle gå hen og blive „træt“ af krigen i Ukraine, ser det sort ud, og det er set før med hensyn til krigene i Vietnam og Afghanistan.

Tilbage til Europa: Der er åbenbart bestræbelser i gang på at overtale Ukraine til en løsning. Officielt bekræftet er det dog ikke. Men EU og Europa er dybt splittet – især på „østfronten“, hvor Polen, Tjekkiet og især Ungarn – og til dels også Østrig – langt fra er enige om den videre kurs. Orbán i Ungarn stikker helt af og læner sig mod Balkan og Vucic i Serbien og andre Balkan-lande. Polen hader som bekendt Rusland og har nye stormagtsdrømme med Ukraine som partner og en kommende dominerende alliance i EU, hvor de to lande til sammen ville have samme vægt som Tyskland. Tjekkerne har valgt en anden kurs under den nyvalgte præsident Petr Pavel, som er meget klar i mælet, selv om han som statsoverhoved måske skulle undlade at blande sig i udenrigspolitik. Situationen i Slovakiet og andre østlande er pt. uklar og lettere kaotisk. Det samme gælder Italien, hvor Meloni og Berlusconi er på kollisionskurs i den nye regering, som nok ikke holder længe. Spanien og PSOE-regeringen under Sanchez er også splittet. Frankrig er en uregerlig størrelse i billedet, men det er sikkert og vist, at Macron absolut ikke bryder sig om, at magten i EU bliver forskubbet mod øst. Og den tidligere akse med Hollande og Merkel er nærmest ikke-eksisterende længere. Tyskland læner sig i stigende grad mod østlandene – ikke mindst af økonomiske og samhandelsmæssige grunde.

Lad mig slutte af med en udtalelse fra den nye tjekkiske præsident og tidligere NATO-general Petr Pavel, som  ved flere lejligheder har advaret mod ukrainsk overmod og romantiske drømme. „Som tidligere soldat er min ledetråd ikke håb eller tro. Jeg foretrækker et realistisk syn på krigen i Ukraine, som bygger på fakta-baserede analyser.“  

Det var så mit bud som skribent her hos Mr, East på, hvad der reelt foregår i øjeblikket set ud fra vore relativt beskedne ressourcer- men også set fra min station eller „Standort“ her i Berlin. Vi arbejder ulønnet her på redaktionen, men tjekker kilder, medier og reaktioner fra især Østeuropa, hvor de såkaldte ledende medier i Danmark åbenbart er mere eller mindre væk.