“Coalition of the willing”,  – kan den skabes? hvor står vi i dag?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Europa: Med Trump i Det Hvide Hus og udsigten til en eller anden form for ikke-krig i Ukraine har planerne om at forstærke det militære samarbejde i Europa fået ny næring. Alle venter eller håber på, at en eller anden form for fredsaftale kommer på plads. Der tales om at få skabt en “coalition of the willing”, der skal sikre at en aftale bliver overholdt i praksis, men indtil videre har vi, som meget rammende formuleret i mediet RFE-RL, mest af alt en “coalition of the waiting”.

Langt fra alle NATO-lande er begejstrede for tanken om en fælles europæisk militær slagstyrke ledet af Frankrig, England og Tyskland.  Mange NATO-lande har allerede sagt fra over for at sende militære enheder til Ukraine for at sikre, at en aftale om våbenhvile og fastfrysning bliver overholdt i praksis. Foreløbig støttes tanken om en “coalition of the willing” af en løs gruppe af lande, spændende fra  NATO-lande, over Centralasien til Canada og New Zealand. I april rejste et fransk-britisk “technical team” til Kiev, og senere mødtes 10 NATO-forsvarsministre fra koalitionen af villige for første gang for at drøfte planen. Næste møde afholdes 9.maj.  Uanset alle proklamationer og fanfarer er meget usikkert på indeværende tidspunkt. Hvordan vil en våbenhvile se ud? Hvilken, om nogen rolle vil USA få, om nogen overhovedet? Hvilke regler skal gælde, når planen bliver til virkelighed? Lige nu oplever vi mest “what-if” scenarier. Hensigten er, at alt skal være på plads senest om 5 år, men uofficiel tales der om 10 år eller måske endnu længere tid frem.

Frankrig og Storbritannien sendte 11. april et spørgeskema til alle NATO-lande, hvor de udbad sig svar på, hvilke kapabiliteter de råder over, og hvor mange styrker, de vil være villige til at sende til Ukraine. Helt konkret drejer det sig om skibe, droner og andet udstyr. Udstationering af tropper skal i givet fald kunne finde sted senest 72 timer efter indgåelse af en våbenhvile. Der skal oprettes en bufferzone omkring en fastfrossen kontaktlinje, overvåger af FN. Derefter følger en linje for udstationering af soldater fra Ukraine og først derefter tropper fra koalitionen af frivillige lande. Tropper herfra skal kunne placeres i og sikre en sikkerhedszone ( “safe zone”) og sikre “safe skies” omkring byen Lviv samt områder nær grænsen til Hviderusland. Frankrig og USA og Holland skal gerne levere F35 fly. Ukraine kan ikke selv løse den opgave. Tyrkiet har erklæret sig villig til at beskytte havnebyen Odessa.  Det skønnes, at der bliver brug for mindst 30.000 soldater på landjorden og i alt 90.000 for at opnå den den nødvendige rotation- reserve. Let bliver det ikke. Som sagt har en del lande allerede sagt fra. De frygter, at våbenhvilen ikke vil holde. Frankrig og Storbritannien har sagt ja. Belgien, Danmark, og Holland er måske villige (er “forward leaning”). Tyskland’s deltagelse er ikke helt sikker. Polen og Tjekkiet fører valgkamp og vil formodentlig som frontlinjestater foretrække at beholde deres soldater inden for egne grænser. En del lande tager del i møderne og støtter planerne “i princippet”, men ikke mere det. De afventer, hvad der sker. 

Styrkerne i Ukraine vil få brug for amerikansk “back-up”. for så vidt angår logistik og “Intelligence” og brug af satellitter.  De europæiske lande vil ikke kunne gennemføre større missioner uden amerikansk hjælp, især hvis der skal leveres våben hurtigt. Men det er svært for USA at forpligte sig, så længe de konkrete planer ikke er på plads. Skulle det komme til militære sammenstød med Rusland vil de formodentlig blive gengældt via modangreb på mål i russisk besatte områder af Ukraine. NATOs artikel 5 vil ikke gælde. 

Det store spørgsmål er, om operationer via “coalition of the willing” overhovedet bliver en realitet. Det er stadig en udbredt opfattelse, at bedste udvej er at bevæbne Ukraine “til tænderne” og ad den vej afskrække Rusland, kort sagt det der er blevet kaldt den finske model, kendt fra årtierne før kommunismens fald. Polen står til at få Europa’s største hær, men har et anspændt forhold til Ukraine grundet Volhynien-massakrene, ukrainske nationalisters massemord på op mod 100.000 polakker i fra 1943 til 1945.