Centraleuropæisk indblik: Det polske valgkamps paradoks

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: I år 2000 udgjorde det polske bruttonationalprodukt (BNP) 10.700 dollar per indbygger eller 40 pct. af niveauet i Tyskland og England. I dag er BNP i Polen på 50 pct. af niveauet i Tyskland og 62 pct. af det britiske. Siden Polen blev medlem af EU er BNP steget med 60 pct. mod 14 pct. i EU som helhed. Hvorfor er så mange polske vælgere da så utilfredse? Det spørgsmålet søges besvaret i flere analyser i Polen her i valgkampen.

Meget af utilfredsheden skyldes løn og indkomster. Rigtig mange er ansatte på dårlige ”skraldespandsindkomster” (”smieciówek”).

Det sker ud fra princippet om ”elasticitet”, men prisen herfor er underbetaling og mangel stabilitet og sikkerhed, kort sagt en ”turbokapitalisme”, som får ikke mindst mange unge til at emigrere og stemme populistisk, hvis de overhovedet bevæger sig til valgurnerne.

Ewa Wilk skriver i det polske ”Polityka”, at i hvert fald 15 pct. af dem, der er på registreret løn, tjener højst hvad der svarer til minimumslønnen på 1750 zloty.

Der findes et stort proletariat på det polske arbejdsmarked. Tallet for alle indkomster er formentlig meget højere, omkring 25 pct. omkring eller under minimumslønnen.

Kun 15.000 polakker har en løn på europæisk niveau, omkring 4.000 euro om måneden. Lønnen er typisk strengt individuel og ukendt for andre.

I begyndelsen af 1990erne var fagforeningsprocenten 40 pct., i dag er kun 10-15 pct. af arbejdsstyrken organiseret, hvilket er det laveste i hele Europa, siger Ewa Wilk.

Der findes store virksomheder i Polen, hvor der slet ikke er nogen der er organiseret i fagforeninger, og fagforeningerne offentliggør ikke lister over medlemmerne.

Fagforeningen Solidaritet ”kræver og strejker” meget, men forhandler ikke løn og overenskomster dårligt, mener Ewa Wilk, og kollektive overenskomster dækker kun 20 pct. I de skandinaviske lande er det typisk 90 pct.