Bogen “Putins krig” lover mere end den kan holde

To af danske mest anerkendte Rusland eksperter lover i deres bog “Putins krig” at sætte krigen i Ukraine i et bredere perspektiv, men fortæller snarere blot en historie om det onde Rusland og det gode Vesten

Af Ota Tiefenböck

Anmeldelse: De færreste danskere er formentlig i tvivl om, hvorvidt det er Rusland, der har udløst krigen i Ukraine og er aggressor i den krig, som Ruslands præsident Vladimir Putin indledte den 24. februar 2022. 

Bogen “Putins krig”, skrevet af to af de mest fremtrædende stemmer i den danske debat om krigen i Ukraine, eksperterne Niels Bo Poulsen fra Forsvarsakademiet og Flemming Splidsboel fra DIIS, bekræfter ikke blot denne kendsgerning. De to eksperter lader heller ikke læseren være i tvivl om, at Rusland og landets præsident Vladimir Putin, er synonym med ondskab, korruption, krænkelser af menneskerettigheder og meget andet. Det har russerne ifølge Poulsen og Splidsboel mere eller mindre altid været, under både Ruslands og Sovjetunionens eksistens.

De to eksperter leverer en fin oversigt over Ruslands historie og samfund fra zartiden, Sovjetunionen og til det Rusland, der opstod efter Sovjetunionens opløsning. Der er ingen tvivl om, at Poulsen og Splidsboel ved meget om Rusland og har meget at fortælle. Det er dog umiddelbart uklart, hvem deres bog er skrevet til. Læsere uden særlig interesse for Rusland, vil formentlig finde bogens tekst alt for akademisk og nørdet, mens læsere med kendskab til Rusland derimod ikke vil finde ret meget, de ikke vidste i forvejen og vil derudover studse over en del påstande, som bliver præsenteret uden nogen form for dokumentation.

En af de mere delikate er f.eks.påstanden om, at alle privatejede skrivemaskiner i Sovjetunionen skulle anmeldes hos myndighederne, således at et centralt register gjorde det nemt for myndighederne at finde frem til personer, som producerede forbudt materiale. (side 26). Der er ingen tvivl om, at Sovjetunionen var et ufrit overvågningssamfund, men logistikken bag sådan en registrering af skrivemaskiner i et land med dengang omtrent 293 millioner mennesker, lyder alt for fantasifuld, i hvert fald i mine ører. 

“Putins krig” bærer desuden tydeligt præg af, at den, formentlig på grund af emnets aktualitet, er blevet skrevet hurtigt, og at der givetvis er benyttet materiale, de to forfattere havde liggende i forvejen. Desuden at bogen er skrevet af to personer, som har delt stoffet mellem sig og ikke altid har kommunikeret nok sammen om indholdet. Der er flere steder, hvor forfatterne går lige lovligt for meget i dybden, eksempelvis kapitlet “Ruslands forsvar”, hvor læseren får en alt for grundig og nuanceret redegørelse, som muligvis kan være interessant for en militærmand, men som får de fleste andre til at gabe. Der er også steder, hvor de anførte oplysninger modsiger sig selv, eksempelvis beskrivelsen af Ruslands udenrigspolitik, som de nogle steder i bogen skriver har fokus på de tidligere sovjetiske republikker og er redskab for Ruslands indenrigspolitik, mens den andre steder påstås at være strengt USA orienteret.

Bogens største mangel er dog, at den ikke lever op til sit erklærede mål, nemlig at give “indsigt i krigen og dens årsager og sætte den i et bredere perspektiv”, sådan som de to forfattere lover på bagsiden af bogen og i selve bogen, hvor de skriver: “Det er….ambitionen med denne bog at tilbyde læseren en samlet forståelse af, hvorfor Rusland i februar 2022 indledte den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig…..” Bogen indeholder som allerede nævnt massevis af nyttige oplysninger om Rusland, om Ruslands generelt aggressive fremfærd, om landets imperialisme, om landets behov og ønske om at styre tidligere sovjetrepublikker, og om Ruslands mangel på demokrati. Vi får dog ikke meget at vide om, hvorvidt vi i Vesten eller Ukraine selv, kunne have været medvirkende til Putins beslutning om at indlede krigen. Her er det formentlig nødvendigt at nævne, at det på ingen måde kan undskylde eller retfærdiggøre Ruslands angreb på Ukraine og russernes grove forbrydelser i Ukraine. Skal man dog forsøge at forstå Putins beslutning er det nødvendigt at stille disse spørgsmål og altså se “krigen og dens årsager og sætte den i bredere sammenhæng”, sådan som de to forfattere lover, men altså ikke har været i stand til at indfri.

Læseren får ganske vidst at vide, at “USA og NATO siden 1991 enten ikke har taget russiske indsigelser i betragtning eller har handlet på kanten af eller i modstrid med international folkeret”. At den USA-ledede invasion af Irak i 2003, bombning af Serbien og anerkendelsen af Kosovo i 2008 skete “uden bred international konsensus og på en måde, så Rusland oplevede sin sikkerhed krænket” og at det samme gjaldt NATOs invitationer til Georgien og Ukraine i 2008. Denne erkendelse fylder dog kun 12 linier (side 14) af bogens 241 Rusland-kritiske sider.

Vi får heller ikke meget at vide om begivenhederne på Maidan pladsen, de efterfølgende problemer i det østlige Ukraine eller om de Minsk aftaler, som var et forsøg på at løse problemerne ad diplomatisk vej. Alt sammen begivenheder som har haft en stor betydning for Putins beslutning om invasion af Ukraine.

Enkelte steder bliver vigtige oplysninger decideret sorteret fra, som eksempelvis i omtalen af krigen i Georgien i 2008, hvor forfatterne skriver, at krigen “i høj grad fremstår som fremprovokeret af Rusland”, men hvor læseren ikke får noget at vide om en EU støttet uafhængig rapport fra 2009, som fastslår, at det var Georgien, der startede krigen. Eller på side 183, hvor sabotagen af rørledningerne Nord Stream 1 og 2 bliver omtalt, og hvor læseren får at vide, at “det er ganske sandsynligt, at Rusland står bag”, selvom der til dags dato ikke er nogen håndgribelige beviser på det, og at flere lande kunne have interesse i sabotagen.

Jeg har stor respekt for de to eksperters viden og kendskab til Rusland, men jeg må desværre konstatere, at bogen “Putins Rusland” ikke er deres mest vellykkede projekt. Som læser får man nemlig det indtryk, at bogen, istedet for at give den erklærede “indsigt i krigen og dens årsager og sætte den i et bredere perspektiv”, snarere skal underbygge og retfærdiggøre den vestlige militære støtte til Ukraine og bekræfte læseren i, hvor ondt et imperium Rusland er.