Boganmeldelse:  Mellem frygt og håb

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Nu foreligger det andet bind af Poul Villaumes flerbindsværk om den kolde krig. Her behandles det, Villaume kalder, den kolde krigs mellemperiode fra 1961 og frem til 1977, gående fra øst-vest-spændingen i begyndelsen af 1960 med opførelsen af Berlin-muren og Cuba krisen og frem til afspændingsperioden i løbet af 1970erne, hvor de geopolitiske og ideologiske konflikter imidlertidigt blev nedtonet og øst-vest forholdet noget stabiliseret. Værket bygger på den nyeste internationale forskning i den kolde krigs historie.

Det første værk fra 2020 med titlen ”Frygtens Logik”, var fokus perioden fra 1940 og især 1945 og frem til 1961. Som jeg selv skrev i anmeldelsen af bind I i februar 2020, drejer studier af historien sig i virkeligheden i meget høj grad om nutiden, det at legitimere en bestemt udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk strategi ud fra fortiden og optræde enten ”pro-amerikansk” eller ”pro-russisk”. Historien forskere har ofte haft svære vilkår. Efter den russiske invasion af Ukraine og optrapningen af den nye ”kolde krig” er dette at bedrive seriøse kildestudier blevet endnu sværere. Men i en tid, hvor vi sukker efter fred i Ukraine, giver studier af mellemperioden 1961 til 1977, som vi skal se, en mulighed for på et højere niveau at diskutere, hvordan vi kan bevæge os væk fra den nuværende yderst farlige ”iskolde krig” med Vesten over for Rusland og i stigende grad Kina.

Boganmeldere vurderer desværre ofte bøger, ikke ud fra faglige men ud fra politiske kriterier. Den kolde krigs historie er med andre ord med andre ord omdiskuteret både blandt faghistorikere og mellem meningsdannere. Ingen historiker eller politologer kan være helt værdifri eller forudsætningsløse. Studier af den kolde krig har været og er uundgåeligt påvirket af, hvilken ”skole”, forskeren hører til.

Som Villaume gjorde opmærksom på i bind I fra 2020 havde vi under den gamle kolde krig groft sagt fire retninger eller ”skoler”: den traditionalistiske, som dominerede i 1950erne, og som i sine tolkninger og politik lå tæt på de amerikanske og andre ledende vestlige regeringers officielle politik. I løbet af 1960erne voksede den såkaldte revisionistiske skole sig stærk under indtryk af Vietnam krigen og studenteroprøret. ”Revisionister” var stærkt kritiske over for USA’s udenrigspolitik efter 1945, som de anså for drevet primært af økonomiske monopolkapitalistiske interesser. Og endelig fik vi den postrevisionistiske skole, der indoptog de mest holdbare resultater fra de to andre skoler, men lagde mindre vægt på krigsskyldsspørgsmålet og på de to supermagters, USA og Sovjetunionens ansvar til fordel for en øget fokusering på, hvordan interaktionen mellem østblokkens og vestblokkens handlinger gensidigt påvirkede konfliktens optrapning og dens opretholdelse i og uden for Europa. Villaume tager i bind II, ganske som i bind I, udgangspunkt i den postrevisionistiske skole (s.11). Fokus er på den komplekse interaktion og dynamik mellem Østblokken og Vestblokkens adfærd og handlinger. 

Mange fra den traditionalistiske skole finder sikkert, at Villaume er for kritisk over for Vesten. Det er de i deres ret til, men i et demokrati skal der være plads og respekt for andres holdninger. Bedømt fagligt er der over tiden skrevet fremragende bøger af forskere inden for alle de tre omtalte skoler. Hverken Sovjetunionen eller Vesten fralægges i Villaumes værker et ansvar for frygtens logik og for den onde spiral. Personligt er jeg, ganske som Villaume, tæt på den postrevisionistiske retning. Der udgives som sagt talrige bøger om Rusland og Kina med forskellige tilgange og ud fra forskellige teoretiske ”skoler” og heldigvis for det. Det kan hæve debatniveauet i en tid, hvor had, ”sortlistninger” af modstandere og krav om politisk ”korrekthed” desværre har alt for gode vilkår. 

Villaumes bog er kendetegnet ved grundighed, for bogen er på over 400 sider. Den er særdeles velskrevet og indeholder et fremragende billedmateriale. Den kan læses af alle interesserede. En særlig faglig baggrund er ikke nødvendig. Selv hører jeg til dem, der husker med den kolde krig og arbejde med emnet ud fra politologi i egenskab af forsker ved Thorkild Kristensen instituttet (Øst-Vest instituttet) ved Syddansk Universitet i Esbjerg. I den egenskab deltog jeg i adskillige konferencer om Sovjetunionen, Central- og Østeuropa og den kolde krig, kke ud fra kildestudier sådan som historikerne, men mest ud fra teorier og skoler i faget international politik. Dengang havde vi som bekendt en hidsig debat om dansk sikkerhedspolitik. Et flertal i Folketinget, hvor jeg sad i en periode, tvang regeringen i 1989`erne til at føre ”fodnotepolitik”. Men debatten dengang var i højere grad end i dag fagligt funderet og med respekt for modpartens holdninger, dog med undtagelser fra reglen.

Villaume’s værker giver mig takket være dybere indsigt grundige aktivstudier.  Studerende inden for fx historie og Statskundskab, der ikke selv husker den kolde krig vil afgjort have stor nytte af at læse Villaume’s værker. De kan bidrage til at nuancere holdningerne til den nuværende ”krig” mellem Vesten og Rusland/Kina. Unges vurderinger kan jo være lige lovlig ”sort-hvide”.

I bind II fylder analyserne af Berlin-krisen og Cuba krisen naturligt nok rigtig meget med Kennedy over for Khrustjov, invasionen i Svinebugten 1906-1961, topmøderne og de dramatiske dage, hvor verden var tæt på et atomragnarok. Begivenhederne under Cuba krisen i oktober 1962 gennemgås dag for dag (s.113 ff). Derefter fik vi Vietnam krigen og en række andre konflikter i den 3. verden, fx Den dominikanske Republik, Congo og Indonesien i 1964-1965. Krigene i Mellemøsten i 1967 og 1973 bragte verden tæt på atomkrig. Berlin-krisen og begivenhederne der fulgte op til bygningen af Berlin muren står naturligvis meget centralt. Prag-foråret omtales også. Men den brutale sovjetiske invasion 21. august 1968, som jeg selv tydeligt husker, fik derimod ikke i sig selv store følger for forholdet mellem øst og vest, slet ikke som efter den russiske annektering af Krim i 2014 og efterfølgende efter invasionen af Ukraine den 24. februar 2022. 

Den russiske invasion af Tjekkoslovakiet kom overraskende for langt de fleste. En del, herunder i Danmark, troede at invasionen kunne være forløber for et sovjetisk angreb på andre lande i Europa. Ganske som mange troede, at den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 ville være forløber for en russisk invasion af de baltiske lande. Men senderen på Bornholm, som kunne spore Warszawapagtens troppebevægelser i den nordligere del af Polen kunne berolige ved at oplyse, at troppebevægelserne bevægede sig mod syd,væk fra Danmark for med magt at knuse ”kontrarevolutionen” i Tjekkoslovakiet.”

Derefter oplevede vi afspænding og/eller ”detente”. Forholdet mellem USA og Kina blev normaliseret med Henry Kissingers rejse til Kina i 1972, Vietnam-krigen nåede sin afslutning i 1975, og i Europa slog Tyskland under Willy Brandt ind på en ny kurs med åbningen over for Sovjetunionen og Central- og Østeuropa, der i 1975 bidrog til Helsingfors aftalerne. USA og især detente modstanderne var skeptisk indstillede over for Helsingfors aftalerne, ja modarbejdede den. Men europæerne holdt fast. Særlig vægt bliver naturligvis lagt på, styrkelsen af de menneskelige forbindelser, skabe kontakter på tværs af jerntæppet. Konflikter og stedfortræderkrige i den 3. verden var dog ingenlunde ophørt hermed. Det hele endte som bekendt med ny kold krig fra 1979, hvorfor dette skete vil helt sikkert blive behandlet i et kommende bind III. 

Som sagt indledningsvist drejer historie sig ikke blot om fortid, i højeste grad om nutid. Erfaringerne fra Cuba-krisen i 1962 er eksempelvis i stor stil blevet inddraget i forbindelse med krigen i Ukraine i dag. Verden kan igen være kommet tæt på en krig udkæmpet med atomvåben. I 1962 erklærede Khrustjov (s.96), at Sovjetunionen ville ”vinde denne operation” (opstilling af raketter), men han definerede ikke klart, hvad han mente med at ”vinde”. Den problemstilling kender vi i dag. Både Rusland og Ukraine taler om at ”vinde”, men hvad det betyder konkret er ikke klart. Først troede Putin på en ”Blitzkrieg”, men hvad ”sejr” konkret betyder for Rusland ved vi ikke.

Zelensky taler lige nu om sejr på slagmarken og tilbagerulning af Rusland til grænserne fra før 2014, men det kan blive anderledes. Under den gamle ”kolde krig” havde vi også talrige stedfortræderkrige (”proxy wars”), fx krigen i Angola i 1970erne (s.396 ff). Krigen i Ukraine anno 2023 hører til den kategori. Dengang støttede Vesten gerne militærdiktaturer rundt om i verden (s.163), kaldt ”Kirkpatrick-doktrinen, blot de var antikommunistiske. Det samme oplever i dag. Nu skal de blot være anti-russiske og/eller antikinesiske. Hvornår skal det hele stoppe? Er indrømmelser udtryk for ”naiv pacifisme”, for eftergivenhed sådan som vi oplevede i München i 1938? (s.17).

I 1962, for at få undgå atomkrig, indgik Khrustjov og Kennedy det der er kaldt en simpel ”byttehandel”, Sovjetunionen trak sig i Cuba og USA fjernede Jupiter-raketterne fra Tyrkiet. Kan den type byttehandel gentages for at få standset krigen i Ukraine i dag, fx at Ukraine opgiver medlemskab af NATO og Rusland til gengæld trækker sig tilbage til grænserne før 24. februar 2024? Omkring 1960 blev der i USA talt om en ”missilkløft” og om en ”dominoeffekt”, fare for svækkelse af Vesten, om sovjetisk militær overlegenhed. Det viste sig at være stærkt overdrevet. I dag overdriver vi Ruslands militære styrke, jævnfør Ruslands store problemer på slagmarken.

Under den ”gamle” kolde krig var Danmark yderst aktiv, når det gjaldt om at få skabt afspænding. Vi støttede Harmel rapporten (s.262) og forhandlingerne, der i 1975 førte til Helsingfors aftalen (s. 313 m.fl.). I dag, under Ukraine krigen, hører Danmark modsat i 1970erne til blandt ”superhøgene”. Fredsbevægelser har fået svære vilkår. Under den gamle ”kolde krig” havde vi også ”høge”, ”duer” og ”pragmatikere”. Tyskland og Italien ville ikke gå med til de amerikanske krav om sanktioner (s.317). Meningsforskelle herom har vi også i dag, især om sanktionernes rækkevidde og i spørgsmålet om fredsforhandlinger omkring Ukraine. Hvornår skal de begynde og hvordan og hvor. Ikke alle lande er, som Danmark, ”høge”. Også de central- og østeuropæiske lande er delte i spørgsmålet. Polen og de baltiske lande er ”superhøge”. Også den gamle kolde krig fik Sovjetunionen i 1960 stigende problemer med at holde sammen på Warszawapagt-landene, når det gjaldt linjen over for Vesten (s.311). Nogle, som Ungarn og Rumænien, ønskede på hver deres måde at løsne båndene til Moskva, andre, DDR Polen og Tjekkoslovakiet, koblede sig til ”høgene” i Moskva, Polen mest af frygt for det, der dengang blev kaldt tysk revanchisme, frygt for tyske krav om grænseændringer. Kort sagt erfaringer fra den gamle kolde krig kan være nyttige at inddrage i dag.

Villaumes bog kan stærkt anbefales, bestemt også til læsere nærmere de andre ideologiske tilgange.  Spørgsmålet om kold krig eller ej delte før 1989 det politiske højre og venstre. Det er ikke tilfældet i dag. ”Høgene” finder vi ikke kun til højre, i højeste grad også på venstrefløjen. ”Pragmatikere” og fortalerne for forhandlinger for at få krigen i Ukraine afsluttet finder vi især inden for den realistiske skole.

Poul Villaume, Mellem Frygt og Håb, den kolde krig – en ny global historie 1961-1977, Gads Forslag 2023, 480 sider