Pilsen er verdens førende ølby
Tjekkiet: Den tjekkiske by Pilsen har lagt navnet til øltypen pilsner. Det var nemlig i Pilsen den første undergærede øl i verden blev brygget. I Pilsen fremstilles den verdenskendte Pilsner Urquell, som bliver eksporteret til hele verden, da bryggeriet ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten og ikke vil fremstille øllet på licens i udlandet. Udover Urquell bliver også mærket Gambrinus fremstillet i Pilsen.
Pilsen er dog ikke kun kendt for sin produktion af Pilsner Urquell. Skoda fabrikkerne ligger også i Pilsen. Skoda Transportation fremstiller sporvogne, busser, tog- og metrovogne, som er i brug i mange verdenslande, mens Skoda Power er specialiseret i kraftværker og komponenter til kraftværker og har blandt andet leveret turbineanlæg til Amageværket og kraftværket i Lisbjerg. Fabrikkerne skal dog ikke forveksles med produktion af personbiler. Disse bliver produceret i Mlada Boleslav.
Pilsen er med sine knap 170.000 indbyggere Tjekkiets fjerdestørste by, og har udover sin højteknologiske industriproduktion også et rigt kulturliv. Det var formentlig derfor, at Pilsen var europæisk kulturby i 2015.