Fredelig afvikling af mindehøjtidelighed for 80 års-dagen i Berlin

Treptower Park Foto: Frisia Orientalis

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Markeringen af 80 års-dagen for 2. Verdenskrigs afslutning fandt sted uden uroligheder og også uden udelukkelse af russiske repræsentanter som bebudet – det skriver flere lokale aviser.  Især den russiske fejring den 9. maj ved mindesmærket i Treptower Park var imødeset med en vis spænding mht. russisk deltagelse. Et stort politiopbud var på plads, og der var køer ved indgangen til mindesmærket. Russiske flag og symboler var forbudt i lighed med afspilning af russiske krigssange. Der var mindre moddemonstrationer til fordel for Ukraine, og politiet måtte skride ind og dæmpe nogle mindre bataljer.

Kl. 9.30 ankom den russiske ambassadør med et følge på 50 personer – herunder præster fra den russiske ortodokse kirke. Kranse blev nedlagt, hvorefter delegationen forlod stedet. Ingen repræsentanter for den tyske regering var til stede. Den russiske rockergruppe „Natulvene“ fandt også frem til Berlin, selv om medlemmerne i praksis er pålagt indrejseforbud. Motorcykelkortegen var blevet stoppet ved Berlins bygrænse, hvorefter de ca. 200 motorcyklister fik lov til at køre ind til mindesmærket i mindre hold efter at have fjernet russiske symboler fra deres påklædning.

Hovedparten af de mange besøgende skønnes at have være russere eller russisksprogede. Hvor mange der egentlig bor eller opholder sig i Berlin er uvist. Det officielle tal lyder på ca. 100.000, men tallet anslås til at være op tll tre gange så højt.  

Share This