Topmøde i Usbekistan – nyt partnerskab mellem Europa og Centralasien

Almaty i Kasakhstan Foto: Ota Tiefenböck

Af Michael Skovgaard

Centralasien: Med det første topmøde i april 2025 i Samarkand i Usbekistan blev der opnået en geopolitisk milepæl. Det markerede starten på et nyt politisk, økonomisk og teknologisk samarbejde mellem de to regioner – det skriver tyske Ostexperte.de. Mødets centrale emner var bæredygtige investeringer, strategiske råstoffer og Centralasiens rolle som snitflade mellem Rusland, Kina og Europa. I en tid med global usikkerhed sender EU hermed et vigtigt signal, og Centralasien vil fremover blive en vigtig partner for Europa.

I starten af april mødtes højtstående repræsentanter fra EU med repræsentanter for de fem centralasiatiske lande Kasakhstan, Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Turkmenistan. Fra EU var det Ursula von der Leyen og rådsformand António Costa. Europa satser på at gøre sig mere uafhængig og Rusland og Kina, når det gælder energi og råstoffer. Dernæst ønsker man diversificering, nye handelsruter og stabile leverancekæder.

Initiativet er modtræk til Kinas såkaldte „Silkevejsprojekt“ – eller Belt and Road Initiative – og landets stræben efter øget indflydelse i Centralasien og dele af Centraleuropa. EU forestiller sig et fair og langfristet samarbejde baseret på fælles værdier. Kunstig intelligens, grøn energi, uddannelse og forskning bliver nøgletemaer i samarbejdet.

Von der Leyen lancerede en investeringspakke til en værdi af 12 mia. euro øremærket til infrastruktur, digitalisering, energi og sammenhængskraft i regionen. Centralasien spiller en mere og mere vigtig rolle som leverandør af af råstoffer – lige fra gas og olie til sjældne jordarter, som er vigtige for produktionen af vindmøller, smartphones og elbiler. Som følge af krigen i Ukraine er det i EU‘s interesse at finde alternative leverandører.

Især Kasakhstan i fokus, da landet kan betegnes som regionens „sværvægter“ og er EU‘s største handelspartner. 40 procent af direkte udenlandske investeringer kommer fra Europa, og det samlede handelsvolumen lyder på 50 mia. dollar. Præsident Tokajev oplyste, at landet satser på at øge eksporten i 175 produktkategorier. Kasakhstan, Usbekistan og Aserbajdsjan vil anlægge en „strømhovedvej“ over Det Kaspiske Hav, som skal forsyne Europa med grøn energi. Samtidig vil man udbygge handelsruten over det Kaspiske Hav, det sydlige Kaukasus og Tyrkiet, da vejene via Rusland og Iran er blokeret geopolitisk set.

Præsident Tokajev slog også til lyd for overholdelse af FN‘s charter og Folkeretten og opfordrede til diplomatiske løsninger på krigen i Ukraine. Landet vil gerne påtage sig en formidlende rolle og garantere stabilitet. Næste begivenhed i regionen er Astana International Forum i slutningen af maj i Kasakhstans hovedstad, hvor der ventes 600 gæster – heraf ledende politikere, repræsentanter for internationale organisationer og erhvervsfolk.    

Share This