Tyske regeringsforhandlinger giver De Grønne 100 mia. euro til klimaet

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Efter en lang nats forhandlinger torsdag fik partiet De Grønne, som skal med for at sikre den samlede aftale på ca. 900 mia. euro, sat deres aftryk, selv om de ikke bliver en del af en kommende regering. 100 mia. euro skal øremærkes investeringer i klimaforbedringer, og desuden skal en del af pengene til militæret gå til beskyttelse af civilbefolkningen og donationer til lande, som måtte blive angrebet.
Merz og CDU/CSU er som tidligere nævnt i andre artikler afhængig af De Grønne og SPD for at få hele pakken igennem inden den 24. marts, hvor en kommende regering tager over. Det forventes, at der under afstemningen tirsdag vil være et flertal, men i kulisserne i Berlin verserer der rygter om, at nogle medlemmer af De Grønnes venstrefløj måske ikke vil stemme for. Lige nu afhænger flertallet af blot 31 medlemmer af Forbundsdagen.
Næste mulige hindring bliver afstemningen i Forbundsrådet, da der er tale om en lovændring. Her forventes FDP, Die Linke og BSW at undlade at stemme, og så kan det lille konservative parti Freie Wähler fra Bayern med seks medlemmer blive udslagsgivende. Partiet regerer sammen med CSU i Bayern og er egentlig imod pakken, så spørgsmålet er hvordan ministerpræsident Markus Söder (CSU) skal overtale partiets leder Hubert Aiwanger til at stemme for.
Efter afstemningerne venter så de endelige forhandlinger om et kommende regeringsgrundlag. Indtil videre er en af de helt store knaster spørgsmålet om migration og Merz‘ valgløfter, hvor SPD indtil videre har været imod drastiske stramninger på området.
Det rumsterer i baglandet hos Merz‘ parti CDU, hvor især partiets højrefløj i form af Markus Söder fra det katolske søsterparti CSU i Bayern – som i øvrigt hader De Grønne – næppe vil bøje sig for SPD‘s modstand mod stramninger.
Ifølge Bild Zeitung går der rygter om, at Markus Söder måske kan komme i spil som kansler i stedet for Merz, hvis denne giver for mange indrømmelser over for SPD.