Willy Brandt’s Ostpolitik er værd at studere her med Trump tilbage i det Hvide Hus

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Europa: Historiepolitik er blevet en central faktor, når politikere og kommentatorer forholder sig til krigen i Ukraine. De der ønsker en hård linje („høgene‟) henviser ofte til „appeasement‟ politikken, eftergivenheden over for Hitler op til 2. verdenskrig. Den skal ikke gentages når det gælder forholdet til Rusland. De, der ønsker forhandling („duer‟ og „ugler‟) henviser derimod til den politik, der blev fulgt i årene op til 1989, til Helsingfors-processen og aftaler om rustningskontrol. Rusland vil ikke, siges det, nødvendigvis være et „ondt imperium‟, hvis vi handler fornuftigt og også erkender egne fejl. Lige nu hvor forhandlinger i Ukraine er højt på dagsordenen. Derfor er gode grunde til at studere Willy Brandt’s Ostpolitik, hans linje over for Sovjetunionen og Central-og Østeuropa, der frem til 1989 var tvunget til at adlyde de ordrer, der kom fra Moskva.

Willy Brandt var Tysklands udenrigsminister og vicekansler i 1960erne, i årene 1969-1974 kansler og frem til 1987 formand for SPD. Brandt’s politik over for Sovjetunionen og Polen havde af gode grunde en særlig stor betydning. I sommeren 1970 indgik han under sit besøg i Moskva aftaler med Sovjetunionen om ikke-vold og territorial tilbageholdenhed. I december samme år var han i Warszawa, hvor han åbent anerkendte Tysklands historiske skyld for grusomhederne under 2. verdenskrig og ønskede forsoning. Stor opsigt under besøget vakte knæfaldet foran ghetto- monumentet den 7. december. Brandt ønskede bryde med tænkemønstrene fra den kolde krig, ønskede forsoning og dialog. Den linje blev intensiveret efter Stalin’s død, den 20. partikongres i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP) og ikke mindst efter indgåelsen af Helsinki-aftalerne i 1975. der gav håb om afspænding i Europa.

Brandt var ikke alene. Sverige’s Olof Palme, Østrigs Bruno Kreitsky, Spaniens Felipe Gonzales og Portugal’s Mario Soares fulgte ham et godt stykke ad vejen. Brandt fik Nobels Fredspris i 1971, så hans politik var anerkendt i brede kredse. Forsoning, dialog, tilbageholdenhed og respekt var kommet højere op på den politiske dagsorden. Forandringer skulle tage udgangspunkt i de magtpolitiske realiteter og i ønsket om stabilitet og brug af ikke-vold. Dette blev manifesteret i princippet om fredelig sameksistens „Wandel durch Annaherung‟ med tro på positive forandringer via større samhandel og menneskelige kontakter via såsom udveksling af studerende, turisme og mere åbne grænser var ledetråden. Den politik udformerede Brandt i et tæt samarbejde med sin nære allierede og referent Egon Bahr.

Brandt’s politik stødte på problemer, især når det gjaldt anerkendelse af Oder-Neisse linjen, spørgsmål om krigsskadeserstatninger og derudover krav rejst fra de tyskere, der var blevet fordrevet fra Polen og andre lande, især Tjekkoslovakiet, efter krigen. Polen var i henhold til „Gomulka-doktrinen‟ stærkt optaget af at få anerkendt Oder-Neisse linjen og undgå ustabilitet indadtil. I 1968 var det kommet til oprør i Polen og sidst i 1970, lige efter Brandts besøg, måtte Gomulka trække sig som partiformand i kølvandet på omfattende strejker og protest demonstrationer i Østersøbyerne. Han blev efterfulgt af den mere reformvenlige Edward Gierek, der frem til slutningen af 1970erne sikrede Polen en del lån fra Tyskland. DDR fulgte udviklingen nøje. Walter Ulbricht ønskede ganske som Gomulka stabilitet, men på Østtysklands egne præmisser. Vesttyskland skulle acceptere DDR som stat og yde lån og kreditter på gunstige vilkår. Aftalerne med Polen blev godkendt i den tyske Forbundsdag i 1971. Samme år blev der oprettet diplomatiske forbindelser mellem Polen og Tyskland. Emner med relation til krigsskadeserstatninger blev ikke endeligt løst og udgør desværre stadig et problem i forholdet mellem Polen og Tyskland.

Som fint beskrevet i bogen „Nie Mehr eine Politik uber Polen hinweg‟ vakte Brandt’s linje en del kritik hjemme i Tyskland. CDU-CSU mente eksempelvis, at spørgsmålet om grænsen mellem Tyskland og Polen, Oder-Neisse linjen, først skulle vedtages i en egentlig fredstraktat. Brandt’s forsigtige linje vakte også kritik. I 1980erne, efter indførelsen af undtagelsestilstanden i december 1981, undlod han at blande sig for meget af frygt for en mulig sovjetisk militær invasion. Erindringerne om Sovjetunionens blodige nedkæmpelse af oprøret i Ungarn i 1956, Warszawapagt invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og nedkæmpelsen af opstanden i Østtyskland (DDR) i 1953, var i frisk erindring. Den internationale situation var meget anspændt omkring 1980 i kølvandet på den sovjetiske invasion af Afghanistan, indførelsen af præstestyre i Iran og afvisningen af SALT II aftalen om rustningsbegrænsning i den amerikanske kongres. Dertil kom valget af Ronald Reagan som ny amerikansk præsident. Frygten for atomkrig inden for en kort årrække var udbredt dengang både blandt politikere, militærfolk og i store dele af Europa. Set i det lys var krigsretstilstanden i Polen et „mindre onde‟. Under sit besøg i Polen i 1985 optrådte Brandt da også forsigtigt, når det gjaldt kontakter til oppositionen. Brandt hold møder med grupper opposition, men i afdæmpede former. Det vakte det kritik, at han ikke ultimativt stillede krav om at mødes med Solidaritets leder Lech Walesa. Som bekendt endte 1990erne lykkeligt, med murens fald. Mikhail Gorbatjov kom til i 1985 og i 1988 blev der åbnet for rundbordssametalerne i Polen, der lykkeligvis endte med den fredelige overgang fra „realsocialisme‟ til demokrati. Ikke-vold og tolerance havde fået overtaget og det meget takket være Willy Brandt.

I dag står vi i en ny og dybt alvorlig „kold krig‟. Rusland tabte som bekendt den gamle kolde krig. Warszawapagten blev nedlagt og Rusland fik indskrænket sit territorium, blev så at sige „banket tilbage til 1600-tallet‟ territorielt. Mange troede, at den kolde krig var ovre. Det blev ikke tilfældet. USA ønskede NATO opretholdt, og løfter om ikke at udvide NATO blev ikke overholdt. De var ikke retligt bindende. Rusland led af et „postimperialt syndrom‟, men frem til Maidan-oprøret og den nye kolde krig fra 2012 indstillet på at leve med det. I 2005 udtalte Putin, at „de der ikke beklager imperiets fald, ikke har noget hjerte, men de der ønsker at genskabe det ikke har nogen hjerne‟ Mange mener, at Putin alligevel har et indbygget imperialt gen, som ikke forsvinder den dag, der skabt våbenhvile og måske en fredsordning i Ukraine. Annekteringen af Krim førte til vestlige sanktioner, men forhandlingerne om fred i Ukraine ophørte ikke. Det skete først efter den russiske invasion 24. februar 2024. Nu, hvor spørgsmålet om fredsforhandlinger er på dagsordenen, burde vi lære af Willy Brandt, erkende egne fejl og forstå Ruslands legitime interesser, fx NATO udvidelserne som vi på forhånd vidste ville bringe Kreml op i det „røde felt‟.

Som i 1980 er vi tæt på atomkrig. Dengang undgik vi den takket være realisme og villighed til forhandling. Trump taler også om fred, men som vi så det under hans samtaler med Zelensky, mildt sagt ikke på god diplomatisk vis. Den danske regering fører benhård politik og opruster uden at afvente udfaldet af de muligvis kommende fredsforhandlinger. Europa har trods økonomisk tilbagegang en del „soft power‟, men kun i ringe grad „hard power‟ og er uden et fælles militær. Under Brandt var spørgsmål om krigsskadeserstatninger og genopbygning på dagsordenen. Det er i højeste grad også tilfældet i dag. Som omtalt i mreast.dk forlyder, at Rusland er villig til fx at bruge indefrosne russiske aktiver til formålet for at få en våbenhvile forhandlet på plads. Kort sagt, lad diplomatiet arbejde. Lad oprustningen vente og måske standse, i det mindste indtil vi ved, om vi får holdbar fred, ikke-krig i Ukraine.

For få dage siden var Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeir i Warszawa og deltog her i en højtidelighed for at mindes Marian Turski, der døde 99 år gammel. Ruski var historiker, journalist og havde været leder af museet for polske jøder (POLIN). Arven fra Willy Brandt er lykkeligvis ikke kun fortid. 30 år efter Brandts besøg i Warszawa, i december 2000, var Tysklands daværende kansler Gerhard Schrøder i den polske hovedstad og åbnede mindesmærket for knæfaldet. Stedet blev herefter kaldt Willy-Brandt-Platz.

En vigtig kilde til denne artikel: Bundeskanzler-Willy-Brandt-Stiftung: Friedhelm Boll Krzysto Ruchniewicz (Hg) unter Mitarbeit Peter Beule, „Nie Mehr einge Politik uber Polen hinweg‟, Willy Brandt und Polen‟