Benjamin Abelow : Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine 

Af Peter Dahlgreen, historiker med speciale i Østeuropa

Anmeldelse:  Pludseligt er der nu kommet fokus på bestræberne på at få afsluttet krigen mellem Rusland og Ukraine, men uanset det er der stadig god grund til at kigge på årsagerne til krigen. Bogen ”Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine” skrevet af den amerikanske forfatter (og historiker) Benjamin Abelow blev udgivet i 2023, og også oversat og udgivet på dansk samme år af forlaget Hovedland, med et forord af Marie Krarup (tidligere MF for DF).

Marie Krarup’s overskrift til forordnet : ”Ukraine-krigen var ikke uprovokeret” er meget sigende for bogens tema og pointer. Bogen er på 82 siders (uden noter) let læseligt dansk, og er meget klar og pædagogik bygget op. Det er mig bekendt første gang at en bog på dansk forsøger at beskrive og analysere et russisk perspektiv på de begivenheder og forhold, som lå bag udløsningen af den åbne krig i 2022 – nemlig Ruslands åbne invasion af Ukraine d. 24.02.2022. 

De analyser, der ligger bag Abelows konklusioner, tilskriver han indledningsvis frugten af andre forskeres, embedsmænds og diplomaters arbejder, og han nævner bl.a. John Mearsheimer, Richard Sakwa og George F. Kennan. Han refererer det kendte vestlige dogme om krigens baggrund, nemlig Putins ”umættelige ekspansionistiske ambitioner”, drømmen om at genskabe det gamle Sovjet og Zar imperium. Her hører jeg næsten Mette Frederiksen’s udsagn om, at hvis Putin vinder i Ukraine, så stopper han ikke der – Putin er næsten på vores dørtærskel. Og Abelow skriver, at hvis dette narrativ er sandt, så er Vestens politik måske fornuftig, uanset risikoen for at udløse en atomkrig. Men, skriver han, er narrativet forkert eller falskt, så er Vestens politik forkert og farlig, og det vil lede videre i en række af konfliktoptrappende beslutninger, som ingen vestlige politikere tør omgøre – ikke mindst for at undgå at tabe ansigt. Det vi ser Trump gøre nu, er måske første forsøg fra en vestlig leder på at tage konsekvensen af tidligere fejlagtige analyser og beslutninger. 

Abelow går som andre tilbage til afslutningen på den kolde krig og opløsningen af Sovjetunionen og de klare og veldokumenterede mundtlige løfter fra USA, Vesten og NATO om ikke at udvide NATO østpå, som ”modydelse” for at Gorbatjov accepterede genforeningen af BRD og DDR, og accepten af at det nye genforenede Tyskland blev en del af NATO. De klare løfter blev aldrig omsat til en skriftlig aftale / traktat, men den manglende overholdelse af de meget klare løfter gjorde at Rusland mistede tillid til Vestens løfter.

ABM traktaten fra 1972, som forbød udviklingen af anti ballistiske misilsystemer, blev ensidigt opsagt af USA i 2002 under George Bush. Der skulle vist banes vej for Reagens gamle stjernekrigs projekt. Under (vist nok) Obama begyndte USA så at opstille et misilforsvar i Polen og i Rumænien, angiveligt begrundet med risikoen for missilangreb fra Iran og Nordkorea. Rusland tilbød USA at de kunne opstille misilforsvaret ”langt ude på de russiske stepper” (vist nok i Kazakhstan), meget tættere på den påståede trussel. Det ville give en meget tidligere varsling, men USA afviste forslaget.

Under Trump trak USA sig så i 2019 ud af INF traktaten fra 1987 om begrænsning af antallet af atomvåben. Tilsammen to markante brud på det mangeårige samarbejde mellem USA og Sovjet / Rusland om atomar nedrustning og kontrol, skridt der for (bl.a.) de russiske militære planlæggere og strateger giver mange bekymringer. Men hovedfokus er selvfølgelig på beslutningerne fra NATO topmødet i Bucharest i 2008, hvor en insisterende George Bush fik presset de modvillige franskmænd og tyskere til at acceptere en principbeslutning om på sigt at ville optage Georgien og Ukraine som medlemmer. Krigen i Georgien i 2008 – som jo som (forhåbentligt) bekendt blev indledt med et georgisk angreb på Sydossetien, hvor der bl.a. var fredsbevarende russiske tropper tilbage fra den georgiske borgerkrig i 1990 til 1991 – kan kun forstås i denne sammenhæng.

Abelow citerer en stjerne række af amerikanske top diplomater og udenrigspolitiske eksperter for stærke advarsler mod at udvide NATO, og den vel mest kendte og respekterede amerikanske diplomat med ekspertise i russiske forhold George F. Kennan er en af dem, men der er mange. Kennan var amerikansk ambassadør i Moskva under  II.  Verdenskrig, hoved arkitekten bag inddæmning politikken overfor Rusland, og som til sin død i 2005 advarede mod konsekvenserne af USA’s politik overfor Rusland. Hans kommentar til den første NATO udvidelse i 1999 (under Clinton, som pga. indenrigs politiske problemer havde brug for at vise sig som en stærk mand) var (citat fra s. 52 i bogen) :

”Jeg tror, at det er starten på en ny kold krig. Jeg tror, at russerne gradvis vil begynde at reagere helt modsat, og at det vil påvirke deres politik. Jeg mener, at det er en tragisk fejltagelse. Der var under ingen omstændigheder nogen grund til dette. Ingen truede nogen som helst. Denne udvidelse vil få vor nations grundlæggere til at vende sig i deres grave.”

At også Nixons tidligere forsvarsminister Robert McNamara var en af dem der deltog i kritikken – ligesom ex. tidligere flåde minister Paul Nitze – overraskede mig. Citater fra Fiona Hill, en kendt ”medskaber” af amerikansk Ruslands politik , er næsten forrygende underholdning. Først argumenter hun for at Ruslands (agressive) politik selvfølgelig er et svar på NATOs udvidelses politik, for så at hævde, at årsagen til Ruslands angreb på Ukraine er at Putin er som en ny Hitler, som søger ”Lebensraum” (mod vest).

I et separat afsnit stiller Abelow spørgsmål om hvordan USA ville have reageret, hvis en udenlandsk stormagt havde ført en tilsvarende politik overfor USA. Hvis ex. Mexico og Kina indgik et forsvarspolitisk og militært samarbejde, hvor kineserne fik baser tæt på USA. Svaret giver sig selv, USA ville være gået i krig. Monroe doktrinen fra 1823 gælder uantastet i dag, bare se på den mangeårige blokade af Cuba. Monroe doktrinen bruges bl.a. også som argument for, at USA kræver kontrol over Grønland. 

Med beskedne 82 siders tekst er der selvfølgelig en del der ikke er med. Jeg ville godt have set lidt omtale og analyse af Minsk I og II aftalerne – Rusland argumenter jo i høj grad for at det var Ukraines manglende vilje til at implementere Minsk II aftalen, som førte til invasionen i 2022. De forskellige fredsforhandlinger er heller ikke omtalt/ analyseret. Zelenskyj blev jo valgt på et program, hvor han lovede at skabe fred. Kort efter hans valg blev der i 2009 gennemført et topmøde i Paris, hvor Putin og Zelenskyj mødtes, sammen med Merkel og Macron. Mødet endte resultatløst – ifølge nogen fordi Ukraines stærke nationalistiske gruppering gjorde det klart for Zelenskyj, at en aftale (om implementering af Minsk II aftalen) ville skabe meget store politiske spændinger i Ukraine.

De senere Istanbul forhandlinger i marts / april 2022 (kort efter indledningen af invasionen) kom jo så langt, at den ukrainske delegation skulle have proppet champagnen for at fejre det. Aftalen blev dog ikke til noget – og meget taler for at modstand fra især USA og England bidrog hertil. Pludselig landede Boris Johnson i Kiev, og frarådede Ukraine at acceptere aftalen. Meget tyder på, at ”Vesten” troede at det var muligt at besejre Rusland militært, og derigennem få væltet Putin. Aftale udkastet havde vist i bund og grund ført til en implementering af Minsk II aftalen, hvor Ukraine ”kun” de facto (måske ikke de jure) skulle afgive kontrollen med Krim – og opgive at blive medlem af NATO. Efter massive ødelæggelser og utallige døde står Ukraine nu snart 3 år efter til at få en meget mere ufordelagtig aftale.

Endelig omtaler Abelow de interne politiske kampe i Ukraine, som ender med Maidan oprøret og Janukovitj’s flugt til Rusland i februar 2014, og disses konsekvenser for forholdet mellem Rusland og Ukraine. Det er nok det afsnit, som kunne bruge en del mere plads og analyse, og det vil utvivlsomt blive opfattet som problematisk af mange danske læsere. Ifølge bogens korte afsnit ”kuppes” Maidan oprøret af stærkt nationalistiske højrekræfter, og i den nye regering efter ”kuppet” indgår ”fire højt rangerende medlemmer, der helt legitimt kunne betegnes som nyfacister” (s. 28 – Abelow citerer et udsagn fra John Mearsheimer). 

Et sådant udsagn uden yderligere argumentation er ikke tilstrækkeligt – men den stærke indflydelse fra højre nationalister er velkendt, om end lidet omtalt i danske medier. Det er næppe heller mange danskere bekendt, at både den tidligere polske PIS regering og den nuværende Tusk regering med mellemrum har meldt ud, at et ukrainsk medlemskab af EU er udelukket, så længe Ukraine ikke officielt tager afstand fra den nationalistiske ukrainske OUN bevægelses drab på op mod 100.000 polakker (og jøder) under og efter II verdenskrig. Problemet i dag er at OUN og den daværende leder Bandera er officielle national helte i Ukraine.

Anskaf bogen og læs den – en sådan bog har længe været savnet på dansk.  Den er en glimrende kortfattet, letlæselig og præcis fremstilling – uanset hvor sympatien ligger.