Løfterne til Gorbatjov om ikke at udvide NATO mod øst er stadig til debat
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Rusland/Vesten: I 1990-1991, lige efter murens fald, var der på tværs af politiske skel bred opbakning til Gorbatjov’s tese om det fælles-europæiske hus, et Europa der strakte sig fra Lissabon til Vladivostok. Militærpagter hørte fortiden til, mente mange, også Tjekkoslovakiet’s præsident Václav Havel. OSCE skulle være omdrejningspunkt for en ny, anderledes og og mere stabil europæiske orden. Den kolde krig skulle meget gerne være fortid. Men USA ønskede ikke at sløjfe NATO. Fra amerikansk side blev der talt om en ny liberal og varig unipolær orden ledet af USA. Historien er død, lød det fra professor Francis Fukuyama. Heller ikke den tese holdt vand. Politikere og eksperter var forståeligt nok blevet grebet af eufori og overoptimisme. Europa blev ramt af krigene og de etniske udrensninger på Balkan og terrorbevægelser. Det arabiske forår blev efterår og vinter.
Omkring og lige efter murens fald var udvidelse af NATO af gode grunde ikke på dagsordenen. Iflg. de-klassificeret materiale fra det Nationale Sikkerhedsråd offentliggjort i “NATO Watch” i 2016 og oplysninger gengivet i det tyske Der Spiegel i 2022 blev der fra vestlige ledere (Baker, Gates, Genscher, Woerner, Kohl, Mitterand, Thatcher, Hurd mfl.) givet Rusland håndfaste løfter om, at NATO ikke ville udvide mød øst. Nogle dokumenter havde været offentliggjort i flere år, andre blev det efter anmodning fra “Freedom of Information Request”. Berømt og diskuteret er bemærkningen fra USAs udenrigsminister James Baker, at NATO ikke vil “move one inch eastward”. Samtalerne dengang drejede sig ikke blot om Østtyskland’s status.
Dokumenterne er blevet underbygget af tidligere CIA-chef Robert Gates. Han mente, at Gorbatjov havde god grund til at tro, at NATO ikke ville blive udvidet mod øst. På et møde i 1990 mellem politiske topembedsfolk erklærede Tyskland’s Jürgen Chrobog: “Wir haben in den Zwei-plus-Vier Verhandlungen deutlich gemacht, das wir die NATO niche uber die Elbe ausdehnen. Wir konnen daher Polen und den Andersen keine NATO-Migliedschaft anbieten. (Vi gjorde det klart i Two Plus Four-forhandlingerne, at vi ikke vil udvide NATO længere end til Elben. Vi kan derfor ikke tilbyde NATO-medlemskab til Polen og de andre.)” (Welt, Politik Ausland 18.02.2022). Tydeligere kan det vist ikke siges.
Som omtalt i mreast.dk blev NATO udvidet med 13 lande i 1997, men der havde forud rådet dyb uenighed herom inden for Clinton-administrationen. 50 tidligere topembedsfolk og eksperter havde forud i et åbent brev protesteret mod beslutningen. Selv George Kennan, der havde lanceret “containment” af Sovjetunionen i begyndelsen af 1950’erne, var imod. Også USAs forhv. forsvarsminister Robert McNamara var imod.
Ønsket om at få Gorbatjov’s opbakning til Tyskland’s genforening var omkring murens fald meget vigtigt. Baker garanterede også sin amerikanske kollega Eduard Shevardnadze, at NATO’s jurisdiktion og militære styrker ikke ville rykke mod øst. I februar erklærede Tyskland’s kansler Helmut Kohl lige ud, “I believe that NATO should not expand the sphere of activity”. Omkring 1990 var Gorbatjov af gode grunde meget optaget af forholdende i Sovjetunionen og sin egen fremtid. Hans udmeldinger om NATO var derfor ikke lige klare. Boris Jeltsin havde ikke overskud til at forholde sig klart til Krim’s fremtid efter Sovjetunionen’s opløsning.
Efter den russiske annektering af Krim i 2014 og krigen i Ukraine fra februar 2022 blev emnet i allerhøjeste grad politisk. Et muligt NATO-medlemskab for Ukraine var som bekendt et af hovedargumenterne for den russiske invasion af Ukraine 24. februar 2022. Fortalere for Ukraine’s NATO-optagelse, fx USAs tidligere ambassadør i Moskva Michael McFoul kalder løfterne i 1990-1991 om ikke at udvide NATO “en myte”., andre ser dem som et falsk “memory syndrom”. Givet er, at løfterne om ikke-udvidelse ikke var folkeretligt bindende, ganske som løfterne til Ukraine og Hviderusland i det også meget omtalte Budapest- memorandum fra 1992.
Den russiske modstand mod NATO’s udvidelser mod øst burde ikke komme som en overraskelse. Den russiske journalist og columnist for Bloomberg Leonid Bershidsky siger meget rigtigt, at ingen af Putin’s mulige efterfølgere vil feje løfterne fra vestlige ledere i begyndelsen af 1990’erne til side. Modstanden mod NATOs udvidelser, måske helt op til Rusland’s grænser, “is embedded in the Russian DNA”. Det er, fortsætter han, desværre lettere at opretholde konfrontationen med Rusland end at (gen)oprette tillid (“trust”) og ad den vej skabe grundlaget for fred og sameksistens.