Fra smart til kikset i løbet af få måneder, danske bobos har et problem

Af Ota Tiefenböck

Debat: Vis mig din bil, og jeg vil fortælle dig, hvem du er. Livstilseksperterne er ikke i tvivl: den bil vi vælger fortæller noget om vores personlighed, vores værdier og livsstil. Vores bilvalg er en måde at vise vores omverden, hvad vi gerne vil opfattes som af andre. At køre Tesla signalerede for blot et år siden miljøbevidsthed, modernitet, innovation og naturligvis, at man også rent økonomisk er godt kørende. Teslas skaber Elon Musk var for ikke så længe siden synonym med det smarte, med innovation, et image, man som Tesla ejer fik en smule af med i købet af en Tesla. Disse tider synes dog at være forbi. Siden milliardæren Elon Musk begyndte at blande sig i det amerikanske præsidentvalg og endnu mere nu, hvor han er en del af den amerikanske administration under Trump, er situationen nemlig en ganske anden. Den tidligere så smarte Tesla, har så at sige skiftet karakter, det smarte og innovative er blevet afløst af det kiksede og af fordømmelse.

De fleste Tesla ejere er formentlig ligeglade, men for de danske bobos er det utvivlsomt et stort problem. Formentlig især for de mange mediechefer og mellemledere i mediebranchen, som i disse dage, ganske forståeligt, og iøvrigt berettiget, skriver løs om Elon Musk og hans “udemokratiske handlinger”. For hvordan kan man skrive kritisk og negativt om Teslas skaber og efterfølgende tøffe hjem til villaen på Frederiksberg, i Hellerup eller de pæne kvarterer i Jylland, i en Tesla? Det er jo ikke blot ganske kikset, men det er faktisk også lidt utroværdigt.

At salget af Tesla efter Elon Musk engagement i politik falder i stort set alle europæiske lande, er et tydeligt tegn på, at den ikke længere er så populær og har det image, den havde tidligere. Senest har en polsk minister endda opfordret til boykot af Tesla. De danske bobos har således et seriøst problem, som de formentlig snart skal finde ud af at løse. Men vi skal ikke have ondt af dem, deres indtægter taget i betragtning, burde det ikke være noget større problem. Imens de overvejer deres næste skridt, kan vi andre, som kører rundt i mere beskedne køretøjer eller cykler, glæde os over, at vi er sparet for denne type problemer.

Share This