Meningsdannere, misinformation og mainstream medier-og saglig kritik kontra potentielt strafbare ytringer

Af Michael Skovgaard

Debat: Her på redaktionen har vi naturligvis bemærket de seneste par dages grove anklager mod Mr. East og ubeføjede og grundløse kommentarer på Facebook. Fælles for mange kommentarer fra især en del af vores såkaldte „ikke-læsere“ er desværre et manglende kendskab til grundlæggende journalistiske principper og sagligt funderet kritik. 

Lad os starte med meningsdannere og „holdningsytringer“ kontra primær journalistik. I danske debatfora er der en tendens til, at udtalelser fra diverse militærfolk om krigen i Ukraine ophøjes til en objektiv sandhed. Det er ikke kildebaseret journalistik. Der er lige så mange forskellige meninger og holdninger, som der er eksperter. Så opstår der en eller anden konsensus om, hvem der er de „rigtige“ eksperter, og hvem der er skurkene. Det fører også til, at elementer i disse fora belærer andre om, hvad der er den sande lære, og hvad man bør læse eller ikke læse. Primær journalistik eller nyhedsformidling er det dog ikke. Det samme gælder mediers ledere, synspunkter, såkaldte „editorials“, klummer, læserbreve og link fra diverse fora og YouTube-klip uden nøje kildeangivelser. Samtidig opstår der så en eller anden fælles konsensus om, at Ukraine skulle være fritaget for kritisk journalistik – og at en kritisk tilgang automatisk bliver til såkaldt misinformation eller desinformation.

Lad os tage et par eksempler: Artikler om sanktionernes manglende virkning og import af LNG-gas fra Rusland er en objektiv konstatering baseret på fakta og kilder – og dermed på ingen måde misinformation. At ukrainske mænd i stor stil flygter fra Ukraine for at undgå militærtjeneste er et faktum ifølge en lang række kilder i europæiske aviser. At Zelenskyj „taler sort“ i et interview og åbenbart ikke helt har styr på, hvor mange af de bevilgede 100 mia, dollar til Ukraines regering og de 70 mia. dollar til våbenhjælp, som landet reelt har modtaget, er en legitim journalistisk grund til at undre sig – det har intet med „Kreml-influenceri“ at gøre. At Ukraines journalistforbund har klaget over manglende pressefrihed er et lignende eksempel, i lighed et væld af artikler i europæiske medier om korruption i Ukraine.

Og så til mainstream medier (MSM). En af vore såkaldte „ikke-læsere“ med rang af „ekspert“ påpegede i en tråd, at man kun bør læse MSM med en implicit antydning af, at alt andet er russisk propaganda. Det er så korrekt, at der i Tyskland og Centraleuropa er op til 20-30 såkaldte „alternative medier“ eller websites, som er støttet af Putin og Rusland, og disse konspirationstossemedier er naturligvis ikke troværdige kilder- det samme gælder officielle russiske kilder, men dem benytter vi af samme grund ikke.

Men så tilbage til interviewet med Jeffrey Sachs i Berliner Zeitung, som har fået nogle folk helt op i det røde felt. Først og fremmest: At vi bringer interviewet afspejler ikke Mr. East‘ holdning, eller nødvendigvis betyder, at vi er enige med ham. Også en klassisk fejlslutning i debatfora, hvor man som „budbringer“ bliver anklaget for, at et synspunkt i en artikel er lig med mediets holdning eller linje. Berliner Zeitung, som bragte interviewet med Sachs, som vi citerer, er den tyske hovedstads næststørste avis efter centrum-venstre avisen Tagesspiegel med den lettere borgerlige avis Berliner Morgenpost, som tilhører Springer-pressen, på tredjepladsen. Umiddelbart kunne man så kategorisere avisen som MSM, men Berliner Zeitung er historisk set Berlins „østavis“ med et omfattende kildenetværk, da mange medarbejdere forstår russisk, som var „andetsproget“ i sin tid i stedet for engelsk. Det afføder så de samme „pavlovske“ reaktioner og anklager om pro-russisk virksomhed fra andre medier – hovedsagelig fra ugemagasinet Der Spiegel – men alle anklager og beskyldninger hidtil har været grundløse. Så i den forstand er avisen vel ikke MSM, da den i høj grad bringer „ubekvemme“ artikler og nyheder, som bliver filtreret fra af MSM, da de ikke passer ind i bladenes linje – her kan vi så drøfte begrebet „tendentiøsitet. Men det bliver en anden historie.

Vi valgte at bringe artiklen fra denne store avis som en såkaldt citathistorie med lidt baggrund. Sachs er som bekendt „forkætret“ og dømt ude af det gode selskab. Og ja, han har taget fejl flere gange – i øvrigt i lighed med mange andre „eksperter“. Det gælder især Nord Stream-sagaen, som vi i øvrigt har dækket indgående i modsætning til hovedparten af danske medier. Men her går der så en klap ned for flere læsere, som reelt ikke læser artiklens indhold. Sachs peger på, at Europa er havnet i et valg mellem pest og kolera i form af Trump og Putin. Han fokuserer på konsekvenserne af den manglende billige, russiske gas for den tyske økonomi og den deraf følgende krise, som reelt har lammet Tyskland her frem mod valget. Og på et tidspunkt vil følgerne af krisen i Tyskland afspejle sig i Danmark med Tyskland som næststørste eksportmarked. Altså et emne, som ikke fylder meget i danske medier, men som er helt centralt i Tyskland – i øvrigt i lighed med muligheder for fredsforhandlinger. Så kort sagt afspejler det danske mediebillede på ingen måde realiteterne i resten af Europa. Danske medier bruger primært de sædvanlige engelsksprogede kilder, og dermed tegnes der et begrænset eller forvrænget billede af, hvad der rent faktisk foregår uden for den danske „andedam“. Og bemærk venligst, at vores nyhedsdækning primært er baseret på andre kilder end de danske MSM – det vil sige tyske og centraleuropæiske medier, naturligvis med seriøs kildekritik og kildehenvisninger i alle artikler. 

Men for lige at opsummere med henblik på vores overskrift eller rubrik. Vi modtager gerne seriøs og saglig kritik og rettelser af mulige fejl, og endda gerne bringer kritiske debatoplæg på Mr.East, men personangreb, anklager om samarbejde med fremmede magter og afsporinger af et emne på FB kan vi ikke tolerere. Vi har bemærket en ytring fra en medarbejder ved en mindre dansk avis, som opfordrede til en „fatwa“ mod Mr. East samt antydede, at Mr. East modtager betaling fra Kreml. Vi vil her understrege, at enhver antydning af, at vi skulle være betalt af Putin er potentielt strafbar, hvis den ikke kan bevises. Der gælder altså de samme regler på sociale medier medier som i det offentlige rum generelt. Skulle man være i tvivl, kan man læse udfaldet af dommen i sagen med Jotam Confino og Asmaa Abdol-Hamid og begrebet „påvirkningsagent“, hvor sidstnævnte blev dømt. Et andet eksempel er sagen i sin tid med Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl. Det resultat kender vi også.