Folk skifter køn i Tyskland – nogle til „intetkøn“ og andre tilbage igen
Af Michael Skovgaard
Tyskland: To måneder efter den nye lov, som gjorde kønsskifte i Tyskland til en rent administrativ sag, tegner der sig et billede – dagligt skifter 100 personer køn i Tyskland, og det kræver kun lidt papirer og en betaling på ca. 250 kroner.
Bild Zeitung har således talt med 28-årige Casper, som fortæller, hvordan han blot gik ind på rådhuset i Hamburg, udfyldte et skema og betalte, og dermed var han officielt „kvinde“med navnet Clara uden nærmere undersøgelser eller rådgivning. Casper har dog tænkt sig at skifte tilbage til sin status som mand i løbet af 2025. Ifølge loven har man ret til at skifte køn en gang om året.
Avisen undersøgte så de 30 største byer, og det viste sig, at frem til 10. december havde 4.361 personer skiftet køn siden lovens ikrafttræden 1. november. Kønsskiftene er relativt ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, men en del har også erklæret sig for værende „ohne Geschlecht“ – altså uden køn. Andre har valgt „divers“, som er hverken eller.
Men loven kan ventes justeret eller rullet tilbage efter valget 23. februar. CDU/CSU, som står til at blive det største parti, har erklæret, at loven, som primært var De Grønnes projekt, kan give problemer. Det gælder f. eks. afsoning af fængselsstraffe, hvor man som mandlig dømt kunne opnå en fordel ved at skifte køn. Desuden kan det blive nemmere at gå under jorden eller gemme sig for myndighederne ved at skifte „kategori“. Tyskland har i modsætning til Danmark ikke et centralt CPR-register, som dækker alle 16 delstater.