Tyskland efter angrebet på julemarkedet i Magdeburg – alle spørger, hvorfor myndighederne svigtede.

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Det er blevet tid til selvransagelse i Tyskland, hvor en masse spørgsmål melder sig efter fredagens angreb på et julemarked i Magdeburg, som kostede fem dræbte og over 200 kvæstede personer. Nye oplysninger om den 50-årige læge med saudi-arabisk baggrund vælder frem, og meget tyder på, at de tyske myndigheder har svigtet i stor stil. Gerningsmanden har åbenbart været i kontakt med både retsvæsen og myndigheder siden 2015 som led i flere forseelser, der burde have afstedkommet en form for overvågning eller indgriben fra myndighedernes side.
Manden har således været kendt for forseelser i forskellige delstater, hvor han har opholdt sig i tidens løb, men fra centralt hold i forbundsrepublikken har man ignoreret alle advarsler. Desuden var de tyske myndigheder blevet advaret flere gange om mandens hensigter fra saudi-arabisk side, men også fra privatpersoner, som forgæves havde advaret politi og myndigheder om hans sælsomme adfærd – også på det sociale medie X, der er ejet af Elon Musk.
Detaljer om manglende sikkerhedsforanstaltninger ved julemarkedet er også kommet frem. Manden angreb med en bil via en brandvej, som burde have været afspærret af en politibil, hvilket er praksis på andre julemarkeder i Tyskland, men det skete så bare ikke her – uvist af hvilken årsag. Det er man så i gang med at undersøge.
I starten var mange ude med den nærliggende antagelse, at det nok var et islamistisk angreb, og det ville i så fald have udløst et sandt helvede i politisk forstand. Nu viste det sig så at være en saudi-arabisk læge med opholdstilladelse i Tyskland siden 2006. Han havde set sig gal på regeringen og Tyskland generelt, fordi landet havde tilladt en overdreven islamisering og indvandring. Samtidig havde han i flere opslag på bl.a. X givet udtryk for holdninger, der præger den yderste højrefløj og det såkaldte „querdenker-segment“, som også er vaccinemodstandere og tilhængere af diverse konspirationsteorier. Dermed kunne gerningsmanden ikke indordnes under de gængse kategorier som højre- eller venstreekstremistisk eller islamistisk, da han ikke passede ind i de kendte gerningsmandsprofiler – og i politisk forstand passede han heller ikke ind, da han havde udtrykt støtte til partiet AfD som værende muslim – frafalden eller ej – og af arabisk herkomst. Umiddelbart peger alle oplysninger på en enligt agerende og sindsforvirret gerningsmand, som ikke umiddelbart kan forbindes med gængse politiske mønstre.
Det har så affødt en del forvirring og bizarre udmeldinger fra flere sider. Partiet AfD har forsøgt at bortforklare det med, at manden ikke var medlem af partiet. Pro-palæstinensiske og muslimske segmenter har luftet den påstand, at han nok var agent for den israelske efterretningstjeneste Mossad. Andre elementer med tilknytning til den yderste højrefløj har luftet teorier om, han nok var en „forklædt“ muslimsk agent, som på ingen måde skulle være frafalden, men blot en person fra Mellemøsten, som aldrig skulle have haft lov at blive i Tyskland.
I løbet af weekenden var flere nynazistiske demonstranter således på gaden i Magdeburg med krav om, at alle udlændinge skal smides ud af Tyskland. Senest var Elon Musk på banen efter angrebet med beskyldninger mod kansler Scholz, som han betegnede som uduelig – men dagen før angrebet blandede han sig i tysk politik ved at opfordre folk til at stemme på AfD samtidig med at han havde erklæret sin støtte til den 24-årige tyske influencer Naomi Seibt, der fører sig frem som en anti-Greta Thunberg og deler nogle af de samme konspirationsteorier som den saudi-arabiske gerningsmand – og det skete i stor stil på mediet X, der som bekendt er ejet af Elon Musk – et socialt medie, som ikke er underlagt kontrol, men måske burde der have ringet en klokke, hvis man havde taget mandens opslag alvorligt.
Hos X havde han haft flere opslag, hvor han havde svoret hævn over den tyske regering og kundgjort, at han ville gennemføre et angreb uden at definere nærmere, hvad det gik ud på. Han havde også meddelt, at han snart forventede at dø. Seneste nyt er, at myndighederne i Magdeburg melder om flere angreb på personer, som umiddelbart skulle se udenlandske ud – flere detaljer er ikke kommet frem i skrivende stund.
Og så er der spørgsmålet om indvirkningen på det tyske valg 23. februar næste år. Et par danske medier har været ude med nogle teorier, da det umiddelbart liignede et kendt og oplagt mønster – men det var før man havde en fuld oversigt over hændelsesforløbet og gerningsmandens baggrund. De seneste dugfriske målinger, foretaget af de to store institutter Forsa og INSA efter angrebet, viser ingen markante udsving. Indtil videre er der juleferie i Tyskland, og en intens og historisk set kort valgkamp vil blive skudt i gang i starten af 2025.