Hvem bliver kandidat til præsidentposten i Polen?

Trzaskowski billboard i Kłodzko ved præsidentvalget i 2020 Foto: Ota Tiefenböck

Polen: I maj 2025 afholdes der præsidentvalg i Polen. Som omtalt i mreast.dk har det denne gang ekstra stor betydning. En sejr for Borgerkomiteen (KO) vil styrke den siddende regering ledet af Donald Tusk. En sejr for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) kan måske betyde nyvalg til parlamentet. Præsidenten har ganske store beføjelser, bl.a. vetoret. Den har den siddende præsident Andrzej Duda, valgt for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) benyttet flere gange for at standse love fra regeringen. Et præsident veto kan omgås af et flertal i parlamentet på 60 pct. Den nye polske præsident vil utvivlsom blive valgt for enten KO eller PiS.

Warszawas borgmester, Rafał Trzaskowski er favorit til at være Borgerplatformens kandidat ved det afgørende præsidentvalg i Polen i 2025. Trzaskowski, som i 2020 stillede op mod den nuværende præsident Andrzej Duda, tabte dengang med 49 % af stemmerne. Denne gang håber den liberale del af Polen, at det vil gå bedre. Trzaskowski skal dog i første omgang besejre dog sin partikollega, udenrigsminister Radosław Sikorski ved et primærvalg. Afstemningen finder ifølge polske medier sted den 23. november, og resultaterne vil blive offentliggjort den 7. december i Gliwice. Seneste meningsmålinger fra CBOS viser , at Rafał Trzaskowski nyder større tillid i befolkningen, 46 % stoler på Trzaskowski mens 35 % “ikke stoler” på ham. Tilsvarende tal for Sikorski er 39% og 32%.

Warszawas borgmester Rafal Trzaskowski er kendt for sine liberale holdninger til kvinders rettigheder og LGBTQ-samfundet og sin generalle rummelighed. Ved sidste præsidentvalg vandt han stort i f.eks. Warszawa og i andre store byer. Trzaskowski har dog ingen international erfaring, som præsidentposten kræver, og det kan være en hindring for hans kandidatur.

Radosław Sikorski har mange års erfaring som både forsvars- og udenrigsminister og er dermed umiddelbart bedre egnet til posten. Sikorskis politiske karriere i Polen blev dog afsporet af den såkaldte “SOWA restaurantaflytning”-skandalen, hvor han blev optaget med udiplomatiske bemærkninger om internationale kolleger. Hvad der ifølge polske medier måske var endnu mere skadelig for hans omdømme i Polen, var, at han ved samme lejlighed konsumerede dyre fisk og skaldyr, naturligvis på skatteydernes regning. Nogle polske medier har siden luftet tanken, at det muligvis var Rusland, der stod bag aflytningen. Senere i 2014 kom Sikorski i medierne igen, efter at det kom frem, at han forlangte i dækning af 90.000 kilometer for kørsel i egen bil, som han ifølge egne oplysninger kørte i parlamentets tjeneste.  Ifølge den polske avis Fakt, brugte Sikorski dog hovedsageligt sin tjenestebil og var derfor ikke berettiget til godtgørelsen. Radosław Sikorski er dog også kendt for en række kontroversielle udtalelser, eksempelvis da han takkede USA for sprængningen af Nord Stream.

Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) er ikke meget for at afholde urafstemning. Favoritter er Karol Nawrocki, doktor i historie og leder af det historiske mindeinstitut (IPN), og Przemyslaw Czarnek, der var undervisningsminister før valget i oktober 2023. Iflg. meningsmålinger står de to meget lige i vælgeropbakning. Så Jaroslaw Kaczynski og kredsen omkring ham står over for et svært valg. Nawrocki regnes for den mest moderate af de to, ses som en “kandidat Andrzej Duda bis”, der vil følge stort set den linje, som Duda har fulgt i sine 10 år som præsident. Nawrocki har måske samme fordel som Duda i 2015, at han ikke har været minister. I en anden valgrunde af et præsidentvalg vil Czarkek’s højre-fundamentalisme, fx i spørgsmål relateret til abort, LBGT og “in vitro” (kunstig befrugtning), kunne skræmme mere midtsøgende vælgere væk. Nawrocki’s forholdsvis unge alder (41 år) kan måske også være til hans fordel.

At dømme efter meningsmålingerne ser Donald Tusk og den nuværende regering ud til at kunne vinde en anden runder af præsidentvalget. Men meget kan ske hen det næste halve år. PIS er iflg. en kendelse fra den statslige tilsynsmyndighed blevet frataget partitilskud fra staten, hvilket kan gøre det sværere for partiet at føre effektiv valgkamp.

Den nuværende koalition har til formål at bringe Polen tilbage i den europæiske mainstream efter mange års nationalistisk styre, men den nuværende præsident Andrzej Duda, hvis embedsperiode slutter i 2025, er en alvorlig hindring for gennemførelse af love m.m. I Polen har præsidenten beføjelse til at nedlægge veto mod love, udnævne domstolschefer og forme udenrigspolitikken, herunder involvering i organisationer som NATO og FN. Det er derfor vigtigt for den nuværende koalition at vinde præsidentposten, som bliver afholdt i maj 2025. Andre polske politiske partier og alliancer har endnu ikke annonceret deres kandidater til præsidentvalget, dog med undtagelse af lederen af  regeringspartiet Polen 2050 (Holownia), hvilket næppe passer Donald Tusk.  ota + Søren.Riishøj

Share This