Orban’s nye udfordrer er måske en større trussel for oppositionen

Magyar Foto: https://talpramagyarok.hu/galeria/

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Peter Magyar, der tidligere har været gift med eks-justitsminister Judit Varga, dukkede i februar pludseligt op, nærmest “from nowhere” for at udfordre Viktor Orbán. Anledningen var de omfattende protestdemonstrationer i kølvandet på daværende præsident Katalin Novak’s benådning af en person, der havde begået seksuelt misbrug af et barn. Novak undskyldte, men måtte træde tilbage.

Magyar kunne ikke nå at få registreret sit eget parti ved valgene til Europa-Parlamentet og lokalvalgene 9. juni og stiller derfor op for “Respekt og Frihed” (TISZA), der står til at få mellem 17 og 25 pct., hvis der også var valg til parlamentet nu. Europaparlamentsvalget og lokalvalgene den 9. juni kan være en strømpil, men valgdeltagelsen vil formentlig være lavere end ved valg til parlamentet. Iflg. valgeksperter vil Magyar kunne volde lige så mange problemer for oppositionen som for Orbán, måske endnu flere.

De kandidater der stiller op på Magyar’s liste er typisk veluddannede, men ukendte og uden erfaringer med arbejdet i EU. Ved lokalvalgene stiller TISZA kun op i hovedstaden, Budapest. Partiet har ikke, her få uger før valgene, udformet et konkret politisk program. Han ønsker et EU med stærke nationalstater, men i det spørgsmål afviger han ikke fra de udmeldinger, der kommer fra Fidesz, Viktor Orban’s parti. Han ønsker dog en “konstruktiv dialog” med Bruxelles. Han lover at fjerne folk udnævnt af Fidesz fra ledende poster i offentlige institutioner og forbedre forholdene inden for uddannelse og sundhed, hvor vi har været vidner til en del protest-strejker.

At dømme efter meningsmålingerne vil TISZA mest få stemmer fra folk, der før har stemt på mindre partier så som det “to-halede hundeparti” (MkkP) og “Momentum”.  Fidesz’ vælgerbase synes at være intakt, stort set. Andre partier i opposition, Ferenc Gyurczany’ Demokratisk Koalition (DK) ser ikke i TISZA en attraktiv samarbejdspartner. En ultimativ betingelse for at sejre og vinde regeringsmagten er sammenhold blandt partierne i opposition. Det lykkedes et godt stykke ved sidste valg i Polen, men det er der heller ikke denne gang udsigt til i Ungarn.

Share This