Centraleuropæisk indblik: Et nytårsstatus-stabilitet, men….

Den politiske situation i 2014 har i de centraleuropæiske lande været præget af stabilitet. Landene er dog langtfra enige omkring sanktionerne mod Rusland og forholdet til landet generelt

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet/Slovakiet/Polen/Ungarn: For de fire centraleuropæiske lande, Visegrad-staterne, var året 2014 på mange måder omskifteligt og dramatisk.

Polen fik ny statsminister, da Donald Tusk blev valgt til ny præsident for EU. Den hidtidige marshall for Sejmen og tidligere sundhedsminister Ewa Kopacz, skal føre sit parti, Borgerplatformen, frem til valget i 2015.

At dømme efter lokalvalgene står Borgerplatformen stort set lige i vælgertilslutning med det førende oppositionsparti, Jaroslaw Kaczynski’s Ret og Retfærdighedspartiet, men Borgerplatformen vil trods sandsynlig tilbagegang ved valget, have flere koalitionspartnere.Hverken Bondepartiet eller Venstresammenslutningen SLD vil efter al sandsynlighed gå sammen med Kaczynski’s parti.

Ellers har Polen i 2014 været ramt af en stribe skandaler, nogle har været aflytningssager, andre skandaler omkring bestemte politikers privatøkonomi og rejseudgifter, og den måske allerstørste var alvorligere IT-problemer i forbindelse med lokalvalgene i november. Det gav for eksempel udslag i Bondepartiet overraskende mange stemmer og et usædvanligt højt antal ugyldige stemmer.

 

I Tjekkiet har regeringen bestående af Socialdemokraterne, Andrei Babis’ ANO og Det Kristeligt-demokratiske Parti evnet at holde sammen i regering, selv om det har knaget ind imellem.

 

Indtil videre har regeringen også fortsat flertal bag sig i befolkningen, at dømme efter meningsmålingerne. De fleste skandaler har været forbundet med den mildt sagt meget åbenmundede præsident, Milos Zeman.

 

Stabilitet har for så vidt også præget Slovakiet. Her sidder Robert Fico’s Smer-SD solidt på regeringsmagten, men det lykkedes ikke i 2014 Fico at blive valgt til præsident, og tilliden til de etablerede partier er for nedadgående. Det går hårdest ud over de ”gamle” borgerlige partier, det kristelige SDKU og SaS (Retfærdighed og Frihed), der iflg. meningsmålinger slet ikke vil komme i parlamentet.

Stabilitet har også præget Ungarn i 2014, for så vidt som Fidesz, Viktor Orbán’s parti vandt såvel parlamentsvalget som valgene til Europaparlamentet og lokalvalgene. Men også i Ungarn daler tilliden til de etablerede partier og til demokratiet som sådant.

Omkring Orbán som person har blæsten bestemt ikke lagt sig. Han måtte således bøje sig for de store demonstrationer og protester, som forslaget om en internet-skat rejste. Hans selvstændige politik over for Rusland og modstand mod sanktioner førte til regulær kold krig med USA, der eksempelvis afviste indrejse for seks topembedsmænd fra landets told og skat, formelt under henvisning til korruption.

Året 2014 afslørende i det hele taget stor uenighed mellem de fire centraleuropæiske lande om politikken over for Rusland og Ukraine.

Modsat Polen betragter hverken Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn Putin’s Rusland som en stor sikkerhedsrisiko. Men de har bøjet sig, når de store magter i EU har krævet sanktioner. Her spiller forskelle i økonomi, geografi og historie en rolle. Høge og duer i Rusland-politikken fandt vi i 2014 i både det ”ny” og ”gamle” Europa.