I Ukraine kæmper det gode mod det onde, men er det hele virkelig så enkelt?
Vestens politikere fremstiller krigen i Ukraine, som det godes kamp mod det onde, men tegner politikerne og medierne et objektivt billede af krigen i Ukraine?
Af Ota Tiefenböck
Debat: Vestens politikere bliver ved med at sende våben til Ukraine og gør ingen nævneværdige forsøg på at standse den tåbelige krig, der siden 24. februar har hærget i Ukraine. Tusindvis af uskyldige mennesker, både ukrainere og russere, har mistet livet. Ukraine bliver mere og mere smadret og mere end otte millioner ukrainere er flygtet fra deres land. Vestens politikere, både de regeringsbærende og i de fleste oppositionspartier, bakket op af vores medier og diverse sociale medier-debattører, er imidlertid enige om, at disse tab af menneskeliv er det værd. Ukraine og vi kæmper nemlig for højere værdier, for demokrati og retfærdighed, for det gode, og den slags koster. Ukrainske og russiske menneskeliv og vores levestandard. Det er derfor vores moralske pligt at træde på usikkerhedens rand og også risikere at smadre de europæiske landes levestandard og sikkerhed. Vestens værdier kan man nemlig ikke gå på kompromis med. Vi er personificering af det gode og bliver nærmest berusede af, hvor gode vi er. Vi liker flittigt billeder og korte videoer og jubler hver gang en ukrainsk missil har smadret en russisk kampvogn og russiske soldater bliver sprængt i luften. Det onde skal man ikke have medlidenhed med, det onde skal bekæmpes.
Der skal ikke herske nogen tvivl: Det er Rusland, der er aggressor i denne krig. Det er Rusland, der har angrebet et naboland. Det er Rusland, der er skyld i den nuværende situation i Ukraine og Europa, men er en krig, som fortsætter i det uendelige og som ikke bliver fulgt op af diplomatiske forsøg, virkelig den eneste måde at løse uoverensstemmelserne på i det 21. århundrede? Tror de vestlige politikere virkelig på, at Ukraine kan vinde krigen mod russerne og at en eventuel ukrainsk sejr vil resultere i Putins fald og demokratisering af Rusland? Intet er mere naivt. Ingen kan vinde i denne krig. Hverken russerne eller ukrainerne, uanset hvor mange våben vi sender afsted og uanset hvor længe krigen kommer til at fortsætte. En vedvarende krig er desuden i Putins interesse. En tilstand af vedvarende krig vil nemlig ikke blot destabilisere Ukraine totalt, men den vil også destabilisere EU. Det er formentlig kun spørgsmål om tid, hvornår en stigende inflation og energikrisen kommer til at resultere i social og økonomisk uro og ende med en katastrofe i EU. I Rusland vil den derimod ende med at få den stik modsatte virkning. Russerne er sammenlignet med europæere langt mere hårdføre og har ingen energimæssige, materielle eller menneskelige grænser. Et fjendskab fra europæernes side vil desuden rykke russerne sammen og på sigt blot vil styrke Putin.
Det er umiddelbart tvivlsomt, hvorvidt politikernes hårde linie virkelig har opbakning i den europæiske befolkning og hvorvidt europæernes holdning også er i overensstemmelse med den officielle holdning, som vi læser om i medierne. I et demokratisk samfund burde det være en selvfølge, at også kritiske og ubehagelige stemmer kommer frem i medierne, men det sker desværre yderst sparsomt. Dels får disse stemmer kun en begrænset taletid og som regel bliver betragtet med mistro, dels fordi de færreste ønsker at gå mod strømmen. Stille spørgsmålstegn og i den sidste ende blive stemplet som tåber. Hvem ønsker at blive stemplet som Putin apologet eller som en tilhænger af Chamberlains eftergivenhedspolitik fra tiden inden anden verdenskrigs udbrud?
Vi bliver imidlertid nødt til at stille og tænke over ubehagelige spørgsmål, som kan komme til at rykke ved vores følelse af, hvor gode vi er. Heriblandt om NATO`s udvidelsespolitik efter murens fald og om NATO`s Open door policy efter Bukarest NATO topmøde i 2008. Var det den rette vej at gå? Spørgsmål om Vestens rolle ved Maidan-revolutionen og efterfølgende eftergivenhed ved den russiske annektering af Krim samt ved de Minsk aftaler, som skulle have resulteret i en fredelig løsning af krisen i det østlige Ukraine. Gjorde vi og Ukraine nok for at efterkomme de aftaler, som Frankrig og Tyskland var med til at forhandle på plads?
Vi bliver også nødt til at se på situationen, der førte til russernes angreb på Ukraine med russiske briller og forsøge at forstå, hvorfor de gjorde det. Forstå at russerne fungerer på en anden måde, end vi selv. Forsøge at forstå og respektere, at de ikke sætter pris på de samme værdier, som vi. Rusland er et land med andre historiske og kulturelle erfaringer, traditioner og er et land uden demokratiske traditioner. Det er nemlig et faktum, at russerne, uanset hvor gode vi selv synes vi er, ser os og vores værdier som en trussel. Stiller vi os ikke disse spørgsmål vil krigen fortsætte i det uendelige og endnu flere uskyldige mennesker vil dø.
Et af vores politikers vigtigste argumenter for at fortsætte krigen er, at det eneste sprog Putin forstår, er magt, men er det virkelig civiliserede og humanistiske europæere i 2022 værdigt? Skulle vi ikke heller prøve et sprog, Putin ikke forstår, men som er et sprog, som er i overensstemmelse med vores egne værdier? “Fred kan ikke skabes med magt, den kan kun opnås ved forståelse, sagde Albert Einstein for mange år siden. Det er på tide, at vores politikere indser det samme.