Nazarbajev vil ikke forlade Kasakhstan, men hans ”familie” er udrenset
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Kasakhstan: Kasakhstans tidligere præsident har hverken været set eller hørt offentligt siden den 28. december sidste år, men den 18. januar dukkede han så op offentligt. Her afviste han påstande om konfrontationer inden for den nye politiske elite. Den slags rygter er aldeles grundløse, erklærede han. Samtidig afviste han at have forsøgt at forlade landet under opstanden, der brød ud kort efter nytår. Jeg er blevet i hovedstaden og har fået et ”tiltrængt hvil”, sagde han.
Udtalelserne fra Nazarbajev den 18. januar kom, samtidig med at adskillige af hans tidligere nære medarbejdere er blevet udrenset. 17. januar beordrede præsident Kassym-Jomart Tokajev Samat Abish, Nazarbajev’s nevø, fjernet fra den magtfulde post som viceformand for landets magtfulde nationale sikkerhedskomite (KNB). Hans overordnede, Karim Masimov var fjernet kort tid efter udbruddet af oprøret i Almaty og er anklaget for forræderi og forsøg på at erobre magten gennem brug af vold.
17. januar kom turen til Timur Kulibajev, Nazarbajev’s svigersøn og multimilliardær. Han blev frataget posten som for Atameken, en indflydelsesrig business lobby gruppe. To andre svigersønner, Dimash Dosanov og Kairat Sharipbajev måttet forlade deres poster som chefer for henholdsvis KazTransOil og QazaqGaz, det tidligere KazTranGas. Nazarbajev erklærede, at han med sin afgang som præsident i 2019 overlod magten til Tokajev og gik på pension. Men det er en sandhed med modifikationer, skriver ”Eurasianet” (18.1.2022).
Indtil 5. januar var Nazarbajev formand for landets nationale sikkerhedsråd, hvilket gav ham stor magt over landets sikkerhedstjeneste. I oktober 2019 måtte Tokajev udstede et dekret, der gav Nazarbajev vetoret i forbindelse med vigtige udnævnelser inden for sikkerhedsapparatet. Det gav ham indtil januar 2022 mulighed for at handle uafhængigt i forhold til den nye præsident (Tokajev). Siden afgangen i 2019 har Nazarbajev været leder af Nur Otan partiet, regeringspartiet, der har 7/10 af pladserne i underhuset (Majilis). Den post vil han givetvis miste. Ny formand kan blive Kassym-Jomart Tokajev, Nazarbajev selv har lagt op til det.