Regeringsforhandlinger i gang i Tyskland, men ingen vil have Laschet
Tyskland: I weekenden indledes de første sonderinger med henblik på dannelsen af en kommende tysk regering. Søndag mødes repræsentanter fra partierne CDU/CSU, FDP og De grønne for at drøfte mulighederne for en såkaldt Jamaica-koalition, som i så fald bliver domineret af de to borgerlige partier CDU/CSU og FDP.
Op til valget var Armin Laschet kanslerkandidat for Unionen (CDU & CSU), men efter det dårlige valgresultat, hvor Unionen blev overhalet af SPD, lyder der nu kritik fra egne rækker, hvor flere ledende medlemmer ønsker Laschet udskiftet, selv om partiet har et parlamentarisk flertal for en mulig Jamaica-koalition med Laschet ved roret.
Før valget var Markus Söder fra søsterpartiet CSU i Bayern vælgernes foretrukne kanslerkandidat, og en ny måling viser, at 44 procent af vælgerne foretrækker ham, mens Laschet kun kan mønstre opbakning fra 9 procent af vælgerne. Hermed er det store spørgmål, om Unionen vælger at udskifte Laschet med Söder som kanslerkandidat i de kommende forhandlinger.
Mandag kommer så de næste sonderinger angående en såkaldt lyskurv-koalition (Rød-gul-grøn), hvor valgets største stemmesluger Olaf Scholz (SPD) skal have afklaret, om der er grundlag for en regeringsdannelse. Også denne koalition kan mønstre et flertal i Forbundsdagen, men spørgsmålet er, om SPD og De Grønne, som ligger til venstre for midten, kan blive enige med det borgerlige og liberale parti FDP, som især er modstander af skatteforhøjelser og SPD‘s og De Grønnes fordelingspolitik.