Russisk militær samles ved grænsen til Ukraine, er en ny konflikt under opsejling?
Ukraine: “De, der forsøger at starte en ny krig i Donbas, vil ødelægge Ukraine.” Det siger Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov.
Spændingerne mellem Rusland og Ukraine vokser. Den øverstbefalende for de ukrainske styrker advarede i løbet af ugen om, at Rusland samler sine væbnede styrker ved grænsen til Ukraine, det benægtede Rusland. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov sagde imidlertid torsdag, at ethvert forsøg på at starte en ny militær konflikt i det østlige Ukraine kan ende med ødelæggelsen af hele landet, rapporterer flere internationale medier, bl.a. Bild og i24 News.
Overkommanderende for de ukrainske væbnede styrker, Ruslan Khomchak, advarede onsdag det ukrainske parlament om overførsel af russiske tropper til grænsen. Han meddelte torsdag, at hvis Rusland fortsætter med at samle tropper og militært udstyr ved grænsen vil Ukraine også indkalde militære reserver.
“Den Russiske Føderation flytter sine tropper inden for sit territorium, som den finder passende. De udgør ingen trussel mod nogen,” sagde den russiske præsident Vladimir Putins talsmand Dmitrij Peskov torsdag. Han forklarede, at manøvrene skulle sikre sikkerhed ved Ruslands grænser.
“Øget aktivitet blandt NATO-styrker, andre organisationer og individuelle lande observeres omkring den russiske grænse. Alt dette tvinger os til at være på vagt,” sagde Peskov.
Tidligere i denne uge advarede flere medier om et muligt ukrainsk forsøg på generobring af de ukrainske områder i Østukraine og endda den russiskannekterede ukrainske halvø Krim. ota