Til spot og spe for Polens pædofile

Illustrationsfoto: Milliped

Af Peter Tudvad, filosof og forfatter, Meißen

Pædofile nyder ikke noget godt ry, hverken i Polen eller andre lande. Men i Polen gør man noget ved sagen. Dette er i det mindste opfattelsen i det regerende Ret og Retfærdighedsparti (PiS). Forleden, den 1. januar 2018, har det polske justitsministerium således offentliggjort en liste over 768 dømte pædofile – med navn, foto, fødselsdata og aktuel bopæl. Det sidste er rigtig smart, forklarer vicejustitsminister Michał Woś i den polske statsradio, for på den måde kan børnefamilier tjekke, om det område, hvor de overvejer at bosætte sig, hjemsøges af pædofile.

Andre er knap så begejstrede for listen, der ligger tilgængeligt på ministeriets hjemmeside. I Bruxelles mener mange, at den strider mod retsstatslige principper om, at en dømt person, der har udstået sin straf, skal have muligheden for at blive resocialiseret. I Warszawa svarer den polske justitsminister og generalstatsadvokat Zbigniew Ziobro, at børns sikkerhed står over forbryderes anonymitet. Men ifølge den hollandske ekspert Ekke Overbeek er dette intet andet end populisme og en fordækt opfordring til at lynche pædofile, som en stor procentdel af polakkerne gerne så kastreret, indespærret på livstid eller henrettet.

Dertil kommer imidlertid et andet forhold. Overbeek skrev i 2013 en bog om de mange tilfælde af børnemisbrug i den katolske kirke i Polen. Bogen vakte stor opsigt og blev anerkendt som et gedigent værk. Men på listen over de 768 dømte pædofile finder Overbeek ikke en eneste gejstlig. Ikke desto mindre kender stiftelsen Nie lękajcie się (Vær ikke bange) til 50 gejstlige, der er dømt for grove seksuelle krænkelser af børn. Således er pater Pavel K. idømt syv års fængsel for voldtægt af tre drenge under 15 år, ligesom pater Roman B. er dømt for i månedsvis at have holdt en 13-årig pige indespærret og gentagne gange have forgrebet sig på hende.

Den strenge justits over for pædofile er populær i Polen. Men selvom PiS med den netop offentliggjorte liste har indfriet et valgløfte, er den menige vælger nu kommet i tvivl: Skal listen ikke bare hindre overgreb på børn, men også skjule, at den slags bliver begået i kirken?