Centraleuropa afviser fortsat at indordne sig under EU`s flygtningekvoter
Centraleuropa: Det centraleuropæiske samarbejde Visegrad (V4), bestående af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, afviser fortsat tvungne flygtningekvoter. Det er resultatet af et møde mellem de fire landes indenrigsministre torsdag i Budapest, skriver tjekkiske medier.
De centraleuropæiske politikere vil dermed fortsat ikke indordne sig under kravet fra EU om at tage imod et antal flygtninge via de europæiske kvoter. De mener, at kvoterne ikke vil hjælpe på løsningen af migrantkrisen, men derimod forværre den, da den eneste effektive løsning af krisen er en effektiv beskyttelse af EU`s ydre grænse.
Aftalen om flygtningekvoter blev vedtaget ved en flertalbestemmelse i EU i september 2015 og gik ud på at omfordele 160.000 flygtninge mellem medlemslandene. Programmet udløb den 26. september i år. Til denne dato er kun omkring 30.000 flygtninge blevet omfordelt. ota