Tidligere georgisk præsident og guvernør i Odessa på vej til Ukraine uden gyldigt pas
Ukraine/Georgien: Tidligere georgiske præsident og guvernør i den sydukrainske by Odessa Mikheil Sakasjvili vil søndag forsøge at krydse grænsen mellem Polen og Ukraine. Mikheil Sakasjvili er statsløs, da både de georgiske myndigheder og i juli i år også Ukraines præsident Petro Porosjenko har inddraget Saakasjvillis henholdsvis georgiske og ukrainske statsborgerskab. Saakasjvili vil derfor forsøge at krydse grænsen på sit ikke gyldige ukrainske pas.
Mikheil Saakasjvili har meddelt at han vil ankomme via grænseovergangen Krakovets og har ifølge Kyiv Post meddelt, at såfremt de ukrainske myndigheder ikke lader ham rejse ind, at han vil slå sig ned på grænsen i et telt. Det er umiddelbart uklart, hvordan den ukrainske grænsevagt vil reagere, men ifølge Ukraijinskaja Pravda er grænsekontrollen ved Krakovets grænsen blevet styrket, angiveligt for at hindre mulige provokationer. Flere ukrainske politikere, herunder Ukraines tidligere premierminister Julija Timosjenko og parlamentsmedlem Mustafa Nayyem har ifølge Radio Svoboda meddelt, at de vil akkompagnere Saakasjvili ved grænsen.
Mikheil Saakasjvili betragter hans pas-indragelse som ulovlig og har meddelt, at han fortsat vil kæmpe for sin politiske fremtid i Ukraine.
Mikheil Saakasjvili var en af hovedpersonerne bag den georgiske Rosenrevolution i 2003 og var fra 2004 og frem til 2013 Georgiens præsident. Hans parti Den Forenede Nationale Bevægelse tabte i 2012 valget til Bidzina Ivanisjvilis Georgiens Drøm, og Saakasjvili emigrerede efter udløb af sin præsidentperiode til USA. I 2015 fik han af Ukraines præsident Petro Porosjenko ukrainsk statsborgerskab og efterfølgende posten som guvernør i Odessa. Allerede i november 2016 opsagde han dog sin post i Odessa, efter egne ord i protest mod Petro Porosjenkos manglende indsats mod korruption. I juli blev han frataget sit ukrainske statsborgerskab. Mikheil Saakasjvili er derudover eftersøgt i Georgien, hvor han står anklaget for magtmisbrug, korruption og endda mord.ota