Fra Frunze til Bishkek, fra sovjetisk fortid til kirgisisk identitet
Af Ota Tiefenböck
Kirgisistan: Kirgisistans hovedstad Bishkek hed under Sovjetunionen Frunze, opkaldt efter politiker, revolutionær og Lenins nære ven, Mikhail Frunze, men da Sovjetunionen brød sammen, skulle et selvstændigt Kirgisistan genfinde sine egne rødder og kirgisisk identitet. Byens navn blev i 1991 udskiftet med det nuværende Bishkek.
Lenin, hvis statue under Sovjetunionen vogtede over Bishkeks største plads, Ala-Too Pladsen, kom til at lide samme skæbne, og blev udskiftet med den kirgisiske mytologiske helt Manas. Statuen af Lenin blev dog ikke kasseret, blot flyttet til en mindre attraktiv og fremtrædende plads bag ved Ala-Too Pladsen.
At statuerne af både Lenin og Frunze fortsat findes i Bishkek, karakteriserer ganske passende, at Bishkek hverken helt ønsker eller kan løbe fra sin sovjetiske fortid. Hovedparten af byens bygninger stammer fra tiden under Sovjetunionen med dens karakteristiske arkitektur.
Eksempelvis det såkaldte Hvide Hus, hvor Kirgisistans parlament holder til og som er en type bygning, man kan finde i mange af de tidligere sovjetiske republikker.