Følg med live når Timmermans og Orbán diskuterer i EU. Kommissionen har åbnet sag mod Ungarn.

Viktor Orbán Foto: European People's Party

Viktor Orbán Foto: European People’s Party

Ungarn / EU: Vi har tidligere her på Mr. East haft artikler og omtaler af den ungarske regerings tiltag mod Central European University i Budapest. Desuden har regeringen i Budapest også på det seneste vedtaget love, der de facto vil gøre livet svært – eller umuligt – for NGO’er, hvis disse modtager udenlandske bidrag. Protester er væltet ind fra hele verden og der har været afholdt store demonstrationer i Budapest mod den ungarske regerings politik på disse områder.

Den ungarske regering har hidtil afvist alle anklager med argumenter om, at den har ret til at beskytte sig mod folk og institutioner, der lader sig finansiere af udenlandske midler, fremmer udenlandske interesser og modtager instrukser udefra. Her sigter regeringen især til George Soros, der var afgørende for grundlæggelsen af Central European University i 1991. På et tidspunkt hvor det nuværende ungarske regeringsparti i øvrigt nød godt af finansiel støtte fra diverse Soros-fonde eller hvor dets ledende medlemmer modtog stipendier fra samme kilde til uddannelse på det nu lukningstruede universitet (og ved flere britiske universiteter).

Ungarns regeringsleder Viktor Orbán har i dag bedt om at få ordet i Europa Parlamentet i en debat om de nye ungarske tiltag.  Første næstformand for EU-kommissionen Franz Timmermans (sammen med en lang række andre talere fra diverse grupperinger i parlamentet) vil også deltage i dagens debat, der efterfølges af en diskussion i parlamentet i løbet af onsdagen. Senest er der rejst kritik internt mod Orbán i Det Europæiske Folkeparti, som Orbáns Fidesz-parti tilhører i Europa Parlamentet. En gruppering der bl.a. tæller tyske CDU og CSU og polske Borgerplatformen (Polens største oppositionsparti) samt Det Konservative Folkeparti fra Danmark.

Muligheden for at lytte med live fremgår af denne side. Debatten kan også høres forskudt via Europa Parlamentets facebook-side.

Sidste nyt: EU-kommissionen har i dag besluttet at der skal indledes en sag mod Ungarn i kølvandet på landets nye universitetslov, som kommissionen mener strider mod gældende EU-lovgivning vedrørende det indre markeds principper om fri bevægelighed for tjenesteydelser og den frie etableringsret.

/kim halling

 

Share This