Fra samarbejde til kollisionskurs

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov har ikke altid været kritisk over for Vesten, for blot otte år siden talte han for samarbejde i kampen mod fælles trussler.

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Politisk kommentator og journalist Michal Kacewicz skriver i det polske Newsweek, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov ikke altid har været en ”koldkriger”. Han peger på, at Lavrov i 2006 skrev bogen ”Rusland i den globale politik”, hvori han blandt andet taler om samarbejde og endda integration i Vesten i kampen mod fælles trusler, frem for alt terrorismen.

Den russiske varme fra dengang varede dog ikke længe og blev hurtigt forvandlet til kollisionskurs med Vesten. Først med Orangerevolutionen i 2004 og senere med krigen i Georgien i 2008. Derefter kom uenighederne med Vesten om krigen mod Libyen og fortolkningen af FNs resolutioner om landet, sanktionerne over for Syrien og Iran. Nu senest omkring urolighederne i Ukraine samt invasionen på Krim og halvøens efterfølgende indlemmelse i Rusland.

Kacewicz peger dog på, at den måde Lavrov udtrykker sig på omkring de nuværende uroligheder i Ukraine, er meget anderledes i forhold til Putin. Når Putin taler om nazister og fascister på Maidan, som erobrer magten med hjælp fra Vesten, har Lavrov talt om ”visse problemer” og om ”dialog”. Det er dog formentlig tvivlsomt, hvor meget man skal lægge i det, da han som diplomat skal tale om ”dialog”.

Lang karriere

Sergej Lavrov har været Rusland udenrigsminister mere end ti år og hører til Putin’s fortrolige. Han hører til ”klubben MGIMO72 gruppen”, til den gruppe der er uddannet ved det prestigefyldte Moskvas Statslige Institut for Internationale Relationer (MGIMO). Medlemmerne fra den årgang mødes regelmæssigt, ofte i afsides lande eller områder som Sibirien, Thailand, Amazonas eller i Skandinavien. MGIMO er for den russiske elite det samme som Oxford er for briterne og Harvard for amerikanerne.

Karrieren begyndte for Lavrov ellers på Sri Lanka altså langt væk fra den kolde krigs mest ”hotte” områder af verden. I 1980erne gik turen til FN i New York, og efter Sovjetunionens undergang blev han viceudenrigsminister med Kozyrev som øverste chef. Igennem 1980erne fik han den utaknemmelige opgave at varetage russiske interesser i forskellige brændpunkter inden for det nu opløste Sovjetunionen, også betegnet SNG-området, eksempelvis stridighederne i og omkring udbryderregionerne Transdnjestr, Abkhasien, Osetien og Nagorno Karabach.

Da Putin kom til magten, avancerede Lavrov inden ret længe til udenrigsministerposten og blev desuden medlem af Det Nationale Sikkerhedsråd og Komiteen for Terrorbekæmpelse. Putin lagde tydeligvis vægt på Lavrov’s erfaring og ihærdige forsvar for russiske interesser overalt på kloden. Opgaven var umulig, for så vidt som Rusland led det ene nederlag efter det andet. I New York modsatte han sig i øvrigt på det kraftigste de restriktioner, der blev lagt fra amerikansk side på diplomater fra Rusland.

Det siges, at Lavrov’s forbillede er Aleksander Gorsjakov, den mangeårige chef for tsaren’s diplomati tilbage i 1800-tallet, manden der bragte Rusland ud af isolationen efter Krim-krigen og igen gjorde Rusland til en stormagt. Lavrovs opgave i dag bliver bestemt ikke så let.