FC Krasnodar snyder UEFA
Sidste sommer blev russiske FC Krasnodar straffet af det europæiske fodboldforbund UEFA for at have brudt de såkaldte Financial Fair Play regler. Krasnodar klubben blev af UEFA forbudt at købe nye spillere før sommeren 2016. Den straf har klubben nu fundet en vej udenom.
Af Toke Møller Theilade
Rusland: FC Krasnodar, der er ejet af oligarken Sergej Galitski, kunne forleden præsentere midtbanespilleren Vjatjeslav Podberjoskin som ny spiller. Podberjoskin kommer til Krasnodar fra Ural Jekaterinbrug, hvor han har imponeret siden sin debut for klubben i sidste sæson.Den 23 årige russiske midtbanespiller etablerede sig hurtigt som en vigtig mand på Urals midtbane, og da hans kontrakt stod til at løbe ud efter sæsonen var han pludselig en attraktiv mand iblandt de russiske klubber, der på grund af udlændingegrænsen i landet konstant leder efter dygtige spillere med russisk pas.
FC Krasnodar, der i øjeblikket ligger nummer fem i den russiske liga og derudover har slået tyske Dortmund i Europa League, vandt kampen om midtbanespillerens underskrift, men var, på grund af en straf fra UEFA, ikke i stand til at købe ham fri fra Ural før kontraktudløb, og så derfor ud til at skulle vente et halvt år før de kunne få gavn af deres nye spiller.
Krasnodar blev i sommers straffet af UEFA for at have overtrådt Financial Fair Play reglerne, noget der dengang fik klubejer Sergej Galitski til at kalde reglerne for en for tung byrde for østeuropæiske fodboldklubber. Dengang anklagede han UEFAs regler for at sørge for, at de østeuropæiske klubber ikke kunne konkurrerer på den europæiske scene.
Financial Fair Play blev introduceret i 2011/2012 sæsonen i et forsøg på at dæmme op for de europæiske fodboldklubbers overforbrug. Bruger klubberne flere penge end de tjener, så kan UEFA straffe dem, noget der igennem de sidste par år har været et stort problem for især østeuropæiske fodboldklubber, hvor indtægterne er små.
Heldigvis for Krasnodar fandt de en løsning på problematikken, da Ural gik med til at ophæve kontrakten med Podberjoskin, hvilket gjorde at han var fri til at skifte til Krasnodar med det samme.
På Urals officielle hjemmeside kunne man læse: ”Midtbanespilleren Vjatjeslav Podberjoskin har forladt Ural. Kontrakten blev ophævet efter gensidig enighed mellem parterne.”
Dette var en overraskende udmelding, da Urals præsident Grigori Ivanov så sent som den 18. december udtalte, at han ville forsøge at sælge de spillere, hvis kontrakter udløber til sommer, heriblandt Podberjoskin, for at kunne tjene nogle penge på dem. ”Hvis nogen nu ikke vil forlænge kontrakten, så er det bedre at sælge ham, så klubben kan tjene penge.”
Ifølge transferportalen Transfermarkt.de er Podberjoskins markedsværdi omkring 700 tusind euro, hvorfor det er besynderligt, at Ural vælger at ophæve hans kontrakt, især fordi der er tale om en talentfuld spiller, der måske en dag kan spille for Sbornaya, Ruslands landshold.
Kort efter at Krasnodar annoncerede, at Podberjoskin havde skrevet en fire årig kontrakt med klubben takkede de på Twitter agentfirmaet ProSports ledelse for at have forhandlet ophævelsen af kontrakten med Ural i hus.
Det store spørgsmål er så, hvordan handlen er kommet i hus. Det mest tænkelige er, at Podberjoskin selv har betalt Ural for at få ophævet sin kontrakt. Dette beløb er så formentlig sidenhen blevet dækket af ProSport og FC Krasnodar.
Det er dog ikke første gang, at Krasnodar og Galitski finder smuthuller i UEFAs regler. Galitski, der befinder sig i udkanten af Kreml-cirklen omkring præsident Putin, ejer Ruslands største detailkæde, Magnit, og i gennem denne har han tidligere tvunget flere af kædens leverandøre til at sponsere Krasnodar i bytte for at sælge deres produkter.
Podberjoskin kan få sin debut for Krasnodar, når holdet i februar skal spille imod tjekkiske Sparta Prag i Europa League.