Zetland minder om Rude Pravo, Det Tjekkoslovakiske Kommunistiske Partis avis

Sådan endte Rude Pravo, i 2012 blev avisens tidligere hovedkvarter i Prag jævnet med jorden Foto: Chmee2

Af Ota Tiefenböck

Debat: Fagbladet Journalisten bringer i denne uge en artikel om det danske internetbaserede medie Zetland. Det fremgår af artiklen, at Zetland har indgået et samarbejde med det norske flyselskab Norwegian. Et køb af abonnement hos Zetland vil fremover udløse såkaldte CashPoints, som kan ombyttes til flyrejser. Kort inden samarbejdet med Norwegian, den 12. november, introducerede Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard i en kronik ”mediets journalistiske klimasatsning”. Denne var ifølge hende ”et opråb om at gøre journalistikken til en aktiv frontkæmper for et bedre klima”.

Er der noget her, der ikke helt passer sammen? Klimasatsning og samarbejde med et flyselskab, hvis mål er at sælge flere flyrejser? Det har Zetlands direktør Jakob Moll en forklaring på. Zetland gør noget godt for os alle og ikke mindst for et bedre klima. Zetlands initiativ er nemlig, som han siger til Journalisten, for ”at brede klimadiskussionen ud til andre end dem, der spiser hirse og holder cykelferie”.

Det kan godt være, at der er nogen, der hopper på den vogn. For mig er det en omgang hykleri af den værste skuffe. Hykleri som får mine tanker endnu engang tilbage til det land, jeg oprindeligt kommer fra, nemlig Tjekkoslovakiet. I det kommunistiske Tjekkoslovakiet havde vi en avis, som godt kan sammenlignes med Zetland i dagens Danmark.

Avisen hed Rude Pravo (Den Røde Ret) og var i lighed med Zetland statsfinansieret, altså betalt af skatteyderne. Rude Pravo var en avis, hvor kommunisterne prædikede for os andre, hvordan vi skulle leve og opføre os som borgere i et socialistisk land. Kommunisterne selv havde dog deres egne levevilkår, heriblandt egne butikker, hvor de kunne købe varer, vi andre ikke kunne købe.

Rude Pravo var til trods for sin enorme statsfinansiering en avis, ingen tjekkoslovakker kunne tage seriøst. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor mange danskere, der kan tage Zetland seriøst og hvorvidt de mange millioner Zetland hvert år modtager i statsstøtte er givet godt ud. Det ved jeg nemlig ikke noget om. Jeg må blot konstatere, at Zetland siger en ting, og gør noget andet. Eller, når vi nu er ved det tjekkiske: prædiker vand og selv drikker vin.

Share This