Ad

Zeman: det parti, der vinder valget, skal udnævne ministerpræsidenten

Den tjekkiske præsident Milos Zeman Foto: David Sedlecký

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet: Tjekkiets præsident Milos Zeman erklærer via sin talsmand Jiri Ovcacek, at det parti der får flest stemmer ved valget den 20.-21.oktober skal udnævne ministerpræsidenten i den kommende regering.

Udmeldingen er et svar på, at politiet ønsker Andrej Babis og Jaroslav Faltynek, begge fra partiet ANO, udleveret til retsforfølgelse. Årsagen er at firmaet “Farma Capi hnizdo” ( Storkerede) som ejes af Babis måske ulovligt har modtaget økonomisk støtte.

Gennem udmeldingen  tilkendegiver Zeman mistillid til tjekkisk politi og til retsvæsnet og i høj grad også til ministerpræsident Bohumil Sobotka.

Sobotka har længe været i en hård magtkamp med netop Andrej Babis, og frygter valget i oktober, der at dømme efter meningsmålingerne gør ANO til det klart største enkeltparti og måske bringer det tjekkiske Socialdemokrati (CSSD) helt ned på omkring 10 pct. af stemmerne.

Zeman har støttet Babis i dennes kamp mod socialdemokraterne. Han handler også ud fra, at han har hårdt brug for ANOs stemmer, dersom han beslutter sig for at stille op ved præsidentvalget, der afholdes i 2018.