VM arena i Skt. Petersborg endelig i den afgørende fase

Zenit Arena Foto: Jawi374

Zenit Arena Foto: Jawi374

Det kommende VM stadion i Skt. Petersborg ser nu endelig ud til at nærme sig færdiggørelsen efter, at byggeriet har stået på siden 2007.

Af Toke Møller Theilade

Rusland: Zenit Arena i Skt. Petersborg har, på trods af, at det endnu ikke er klar til brug, i dag den tvivlsomme titel som verdens dyreste stadion. Byggeriet begyndte i 2007 og skulle oprindeligt være færdigt i 2009, men deadline for færdiggørelsen er sidenhen blevet udskudt mere end 20 gange.

Den russiske premierminister Dmitri Medvedev har offentlig kaldt byggeriet for ’vanærende’, og det er især de skiftende designplaner, der har bidraget til de mange forsinkelser. I juli sidste år udtalte projektlederen Vitalij Lazutkin til AP:

”Hovedproblemet der har forsinket byggeriet var, at stadionet var gendesignet tre gange. Det krævede ret lang tid for genplanlægnings arbejde og også for genopbygningen af stadionet.”

Ud over de mere tekniske problemer med byggeriet i Skt. Petersborg, så har det også været ramt af eksterne problemer. Rubel krisen medførte, at byggeriet, der hovedsageligt benyttede udenlandske materialer, endnu engang blev markant dyrere, og i august afslørede Guardian, at flere af arbejderne havde gået måneder uden at blive betalt.

Nu ser det dog ud til, at problemerne er ved at være ovre, og forleden kunne Lazutkin så fortælle Lifenews78.ru, at stadionet ville være klar til en testkamp i september, når græstæppet bliver plantet samt, at man forventer at det endelige byggeri vil være klar i december.

Share This