Ad

“Visegrad-land“ er åbenbart et skældsord for mange. Men i virkeligheden er det måske et udtryk for sund fornuft

Af Michael Skovgaard

Debat: For nylig kunne man læse en overskrift i et førende dansk dagblad med titlen „Danmark opfører sig som et Visegrad-land“. Det udtalte en EU-historiker til avisen.

Og hvordan skal man så tolke den udtalelse? Er det blevet politisk uacceptabelt at være nationalkonservativ, kristen eller patriotisk – og måske moderat EU-kritisk? Eller skal man blot acceptere den seneste aftapning af marxismen i form af kønsidentitet, cancel culture, kristenfjendtlighed, uhindret indvandring og generel afskaffelse af alle gældende samfundsnormer som en ny „normalitet“? Og bevæger Visegrad-landene sig væk fra et fælles EU-værdisæt, eller er det i virkeligheden EU, som er ved at fjerne sig fra en fornuftig og pragmatisk linje? Og hvor står den danske regering egentlig i forhold til V4-landene og EU?

En klar tendens præger Visegrad-landene generelt. Den nymodens kulturmarxisme gider det store flertal af befolkningen ikke, da man ligesom har oplevet de grundlæggende præmisser før i Østblokken. Derfor siger mange vælgere nej til identitspolitik og den nye venstrefløj, da man ønsker at værne om en national identitet og stolthed, som i høj grad var undertrykt under kommunismen.

Ungarn er et lysende eksempel på, hvordan den nye venstrefløj næppe er et realistisk bud på en regeringsduelig opposition, da den i lighed med EU hovedsageligt kritiserer Orbán ud fra nogle ideologiske kriterier. 

Man kan med al rimelighed kritisere Orbán for mange ting. Hans oligark-manerer, autokrati, korruption og manglende transparens med hensyn til brug af EU-midler, men af en eller anden grund fokuserer EU og mange vestlige medier på landets og borgernes modstand mod migration, manglende retsstatsprincipper og pressefrihed. 

Med hensyn til migration er der en overvejende tilslutning til Ungarns kurs hos vælgerne i mange EU-lande, og landet har vel blot gjort det „beskidte arbejde“, som mange vestlige politikere ikke vil anerkende af frygt for at blive kaldt fascistiske, racistiske eller reaktionære. Og spørgsmålet er, om indretningen af ungarske domstole er så meget anderledes i forhold til andre EU-lande som for eksempel Holland og Finland, hvor regeringerne også kan påvirke valget af dommere. Og med hensyn til pressefrihed er der reelt ikke noget, der tyder på, at oppositionen for alvor bliver kuet på trods af nogle bekymrende tendenser og lukning af en radiostation.

Kendetegnende for Ungarn er også, at selv om mange gerne vil af med Orbán, er der næppe tillid til, at den samlede og polariserede opposition vil vise sig i stand til at regere. Den spænder lige fra det stærkt højreorienterede parti Jobbik til partier på den yderste venstrefløj, hvoraf et par kategorisk har afvist en regering sammen med Jobbik efter valget i 2022. Der er således ikke et klassisk og moderat centrum-venstre alternativ, der ikke er præget af ideologi, men som i stedet fokuserer på velfærd, nødvendige reformer, økonomisk vækst eller almindelig pragmatisk fornuft også i forhold til EU. Ungarn og de øvrige V4-lande er ikke EU-modstandere, men generelt skeptiske over for omfanget af EU‘s beføjelser, og bortset fra Slovakiet tøver man med at indføre euro som valuta.  

Det kommer især til udtryk i form af V4-landenes skeptiske holdning til EU-låneoptag med fælles hæftelse for underskud i økonomisk trængte lande som Frankrig, Italien, Spanien og Grækenland. Folk spørger sig selv, hvorfor de skal hæfte solidarisk for sydeuropæiske lande med kronisk underskud på statsbudgettet og rundhåndede pensioner og manglende økonomisk styring generelt, som ikke overholder EU‘s konvergensregler, alt imens V4-landene faktisk overholder EU-regler. Kritikere vil så hævde, at V4-landene har enorme fordele af EU-tilskud, og derfor skal de „opføre sig ordentligt“. Men virkeligheden er jo, at flere vesteuropæiske lande tjener tykt på investeringer i V4-landene med lave lønninger. Det gælder især Tyskland og Frankrig, som reelt hiver store overskud hjem på deres investeringer i V4-landene og andre østeuropæiske lande.

Og tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark opfører sig som et Visegrad-land. Ja, det gør den socialdemokratiske regering til en vis grad, og der er åbenbart opbakning i befolkningen og blandt vælgerne i modsætning til flere andre lande – blandt andet Tyskland – hvor de socialdemokratiske partier er i krise, fordi de er hoppet på den identitetspolitiske vogn.

Årsagen til Socialdemokratiets succes i Danmark er vel i høj grad, at partiet har nogle mærkesager fælles med V4-landene i form af en kritisk holdning til indvandring. Senest har regeringen til en vis grad gået enegang i forhold til EU med hensyn til vacciner, og de sparsommelige fire lande – Holland, Danmark, Sverige, Østrig i lighed med V4-landene – var skeptiske i forhold til den store corona-redningspakke fra EU.

Samtidig har S i Danmark inddæmmet dele af højrefløjen ved at overtage de dagsordener, som reelt interesser folk, og som venstrefløjen ikke bryder sig om eller formår at forholde sig pragmatisk til. Den danske statsminister bliver hyppigt citeret i østeuropæiske medier og også i tyske medier, hvor mange traditionelle SPD-vælgere skæver misundeligt mod S i Danmark som et klassisk socialdemokratisk mønsterparti i modsætning til SPD, som har svært ved at finde en fælles linje internt i partiet. Ledelsen er rykket et godt stykke mod venstre, og det tidligere regeringsparti rokker sig ikke rigtigt væk fra de 15 procent, som slet ikke er nok til at blive leder af en kommende regering. 


Kommentarer