Viktor Orbán’s møder med Kaczynski og Cameron

Viktor Orbán  Foto: European People's Party

Viktor Orbán Foto: European People’s Party

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU 

Søren Riishøj_2Polen/Ungarn/Storbritannien: Britisk genforhandling af EU-medlemskabet og flygtningekrisen stod høtj på dagsordenen, da Viktor Orbán onsdag og torsdag holdt møder med henholdsvis Polens reelle leder Jaroslaw Kaczynski og Storbritanniens premierminister David Cameron.

Det private møde med Kaczynski blev holdt i en mindre polsk by nær den polsk-slovakiske grænse og holdt næsten hemmeligt for omverdenen. Det vides ikke, hvem der tog initiativ til afholdelse af mødet.

Dagsorden var ukendt for offentligheden, og intet kommuniké blev udsendt efter mødet, men emner som den britiske genforhandling, Rusland og flygtningekrisen har helt afgjort været højt på dagsordenen.

EU har helt bestemt også været drøftet på mødet. Ungarn har som bekendt flere års erfaring med at være sat under pres fra EU pga. regeringens forskellige indgreb over for det liberale demokrati, og Orbán i den forbindelse uden tvivl øst ud af sine erfaringer.

EU-presset er nu også nået til Polen, og det har bragt Orbán og Kaczynski sammen uanset forskellig politik over for Rusland. Ungarn vil under ingen omstændigheder støtte, at der indføres sanktioner over for den ny regering i Warszawa.

13. januar skal regeringen stå skoleret i Bruxelles, og den 19. januar er Polen på Europaparlamentets dagsorden.

Orbán’s møde med Cameron viste, at Ungarn i princippet ikke afviser det britiske krav om begrænsninger i de sociale ydelser for migranter, men Orbán understregede efter mødet, at de skønsmæssigt 55.000 ungarere i Storbritannien arbejder ”ærligt” (”honestly”) og bidrager positivt til udvikling af den britiske økonomi. Oppositionen i Ungarn har allerede kritiseret Orbán for ”blødsødenhed” i spørgsmålet om begrænsning af de sociale ydelser.

Ungarn på samme måde som Polen ser Storbritannien som en allieret, når det gælder EU’s videre udvikling. På det fælles pressemøde blev udtrykt ønske om et EU med ”stærke nationalstater”, underforstået et EU uden stærke overnationale institutioner. Og i spørgsmålet om grænsekontrol udviste Cameron tilsyneladende en forståelse for de hårde ungarske standpunkter.

Ungarn, Polen og Storbritannien er alle ikke med i euroen. Derfor støtter Ungarn og Polen det britiske forhandlingskrav om ligestilling i EU mellem eurolande og ikke-eurolande.

Share This