Ad

Vestbalkan og EU – den hollandske og franske tilgang

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Nordmakedonien/Albanien: Nordmakedonien og Albanien blev mildt sagt dybt skuffede, da de europæiske statsledere på Det Europæiske Råds møde for nylig ikke kunne enes om at åbne op for optagelsesforhandlinger. Spørgsmålet om EU’s fortsatte udvidelse mod syd-øst deler EU’s landene. Skal fremtidige EU-udvidelser bestemmes ud fra geopolitik og konkrete vurderinger forholdene på Vestbalkan eller ud fra EU selv? 

Holland og Frankrig har været de stærkeste kritikere, men andre EU-lande, herunder Danmark, er heller ikke begejstrede. Frankrig blokerede for både Nordmakedonien og Albanien, Holland var i princippet kun afvisende over for Albanien. Frankrig er mere afvisende over for fortsatte EU-udvidelser helt generelt.

Har Albanien og Nordmakedonien holdt, hvad de har lovet? Nej, siger Holland, i hvert fald ikke når det gælder Albanien. Den hollandske tilgang, siger Wouter Zweers, ansat ved det hollandske Institut for Internationale Relationer (i en analyse for ”Balkan Insight” (25.10.19)) styres ud fra mottoet om ”strict but fair”. ”Fakta” skal bestemme, ikke ”følelser”. Ved ”strict” forstås, at betingelserne for EU-optagelse ikke er til diskussion, alt skal være på plads før en optagelsen i EU. Ved ”fair” forstås, at medlemskab kommer på tale, den dag betingelserne er opfyldt. EU skal understøtte, at dette kan ske.

Holland har repræsentationer i alle lande på Vestbalkan undtaget Montenegro. Via ”Matra Fonden” udbetales der mellem 2017 og 2024 19 mio. euro, til at understøtte reformer. Frankrig derimod er blevet beskyldt for at forholde sig alt for passivt. 

De hollandske og franske synspunkter er blevet forstærket set i lyset af de negative erfaringer med ”big bang” udvidelserne af EU mod øst og syd i 2004 og 2007. Især Rumænien og Bulgarien har ikke udvist de store fremskridt siden medlemskabet viser rapporterne fra EU’s CVM-kontrolmekanisme. Domstolenes uafhængighed og mediefriheden har fået dårligere vilkår i flere lande. Med Brexit vil EU i alt for høj grad ændre karakter med en for hurtig udvidelse mod syd-øst, siges det. Hensynet til EU selv bør også tælle.

EU har i forvejen nok at se til, eurokriser, flygtningekriser, Brexit og forholdet til Rusland og Kina. Flere partier i Holland er imod at overføre mere magt til EU og gøre EU mere ”ukontrollabelt” gennem yderligere udvidelse af medlemskredsen. Spørgsmålet om størrelsen af EU’s budget spiller også en rolle. Mange i Holland er heller ikke tilfredse med EU’s forskellige ”progress-reports” om Nordmakedonien og Albanien, mener at de er ”biased”, at de undervurderer problemerne i ansøgerlandene med at opfylde EU’s krav. 

Kritikere peger på, at 14 år er gået, siden spørgsmålet om EU-medlemskab for Balkan blev bragt på topmødet i Thessaloniki. Sandheden er vel, at EU’s udvidelsesproces har stået i stampe i stort set hele perioden efter. De tidligere udvidelser havde indlagt bestemte tidsrammer, det gælder ikke i dag. Derfor er der god grund at diskutere selve grundlaget for forhandlingerne, finde frem til nye og bedre forhandlingsmekanismer, hedder det fra tænketanken ECFR (24.oktober.2019) i en analyse skrevet af Milica Delevic, ansat ved den serbiske regerings kontor for udvidelse og Tena Prelec, forsker ved afdelingen for International politik ved Oxford Universitet.

I stedet for et ”big bang”, dvs. fuldt medlemskab af EU fra én bestemt dato, bør forhandlingerne føres ”step-by step” og sektoropdelt og med større finansiel støtte undervejs fra EU-side. Kort sagt, får vi en mere flydende grænse mellem medlemskab og ikke-medlemskab. I modsat fald vil udvidelsesforhandlingerne trække ud i uendelighed.

Energi og transport er oplagt at prioritere højt fra start. Derefter kommer turen til mere komplekse emner som fx offentlige indkøb, statsstøtte og konkurrenceregler. Kort sagt, en lodrette (vertikale) struktur for forhandlingerne bør opgives, i langt højre grad være horisontal. Samtidig hermed skal ansøgerlandene mod syd-øst vise større vilje og evne til at udvide deres indbyrdes økonomiske samarbejde. Det skan ske gennem at skabe et nyt særligt Sydøsteuropæisk Økonomisk Område (SEEFA). Før medlemskabet etablerede de centraleuropæiske lande frihandelsorganisationen CEFTA. Den model tåler en gentagelse, hedder det.

For 10 år siden indførte EU en ny partnerskabsmekanisme for forholdet til nabolandene. Meningen var at effektivere og understøtte den allerede eksisterende naboskabspolitik (ENP), at gøre samarbejdet med lande mod øst og syd for EU’s grænser mere holdbart. Forværringen af forholdet til Rusland efter den russisk-georgiske krig og Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed var drivende faktorer.

Meningen var også at undgå for hurtig optagelse af nye medlemmer gennem at gøre før-medlemskabet (”venteværelset”) mere attraktivt. Det lykkedes ikke særlig godt. Derfor har vi fået den ny debat om EU og Vestbalkan. Landene på Balkan, herunder Nordmakedonien, håber på, at NATO-medlemskab vil kunne kompensere for udsættelserne af EU-medlemskabet, at et NATO-medlemskab fremmer udenlandske investeringer, at udenlandske investorer ville føle sig mere sikre.