Ad

Verden efter Trump, et indspark i den polske debat

 Foto: Olek Remesz

Foto: Olek Remesz

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Forandringerne i den internationale orden efter valget af Trump som ny amerikansk præsident diskuteres naturligt nok intenst i Polen, der af historiske og geopolitiske grunde frygter, hvad der vil ske.

Klaus Bachman, politolog og mangeårig debattør, mener således, at vi skal vænne os til en ny international orden med på den ene side nogle ”urørlige” store stater (atommagter) og på den anden side stater, der bliver tvunget til at manøvrere (”dryfowac”) mellem de store, mellem Rusland, Kina, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA, alle er store stater og i besiddelse af atomvåben, bort set fra Tyskland.

De store stater, siger han, vil handle primært ud fra nationale interesser. Godt nok har vi artikel 5 i NATO-traktaten, men den binder ikke staterne til at forsvare andre NATO-lande, og artikel 5 mister endnu mere betydning. Det truer NATOs eksistensgrundlag.

Som i international handel vurderer USA under Trump de europæiske lande ét for ét, dvs. bilateralt. USA har fjernet atomparaplyen over Europa. Det kan friste nye stater, fx Tyskland, til at erhverve sig atomvåben. Spørgsmålet er, siger Bachman, om den ny europæiske (og internationale orden) bliver mere usikker.

Skilleniljerne (”ven-fjende”, ”vi” og ”dem”) bliver mere uklare og flydende, de mindre stater må tilpasse sig hertil. For de mindre lande i Europa kan den nye orden minde om et ”tysk-russisk kondominium”, fortsætter han, ikke fordi Tyskland og Rusland nødvendigvis vil blande sig i de mindre landes, men fordi de mindre lande er tvunget til at tilpasse sig og tage hensyn til de store lande (Tyskland og Rusland).

Det er et problem for nogle lande, fx Polen og de baltiske lande, men ikke for andre. De små lande (uden atomvåben) er ikke i stand til selv at svare igen, derfor må de føre tilpasningspolitik. ”Finlandisering” og neutralitet kan være svaret på den nye kurs fra Trump, også en trussel mod NATOs overlevelse.

De stater der ligger tæt på og frygter Rusland vil og har allerede forøget militærudgifterne, andre der ikke føler sig truet af Rusland, gør det ikke og har heller ikke indtil nu gjort det i større omfang, eksempelvis Italien, Spanien og de centraleuropæiske lande.

Mange lande kan ikke øge militærudgifterne af rent statsfinansielle årsager. Den ny orden, siger Bachman, er for så vidt mere ”rolig”, de store stater lever med og blander sig ikke i begrænsede fastfrosne konflikter som fx Kosovo, Transdnejstr og Donbas og Krim og lever med, at menneskerettigheder og liberalt demokrati ikke vægtes højt. Suverænitet og nationale interesser (”my country first”) er i højsædet. Det kan, siger Bachman, være til den polske regerings (og andres) fordel.