Var russernes tilbagetrækning fra Kherson en teaterforestilling aftalt med USA og Ukraine?

Af Michael Skovgaard

Ukraine: Den polske journalist Waclaw Radziwinowicz fra dagbladet Gazeta Wyborcza antydede i en analyse søndag, at den russiske tilbagetrækning fra Kherson på forhånd var aftalt mellem Moskva, Kiev og Washington – det skriver Berliner Zeitung.

I analysen skriver han følgende: „Da den russiske general Sergej Surovikin onsdag aften foreslog den russiske tilbagetrækning, blev den accepteret af forsvarsminister Sergej Sjojgu, og derefter kunne evakueringen af Kherson begynde.“

Russerne førte 30.000 soldater og 5000 militærkøretøjer over floden i Kherson, og det skete for øjnene af ukrainere, som takket være lokalbefolkningen, droner og satellitter havde et glimrende overblik over slagmarken. De kunne så let som ingenting have angrebet russerne, men det skete ikke. Den polske journalist hævder, at ifølge russiske medier skulle tilbagetrækningen være blevet aftalt med USA og Ukraine.  

Det hedder videre, at russerne skulle have forhandlet sig frem til nogle fordele. Kort før tilbagetrækningen skulle det være lykkedes russiske diplomater at få ophævet nogle EU-sanktioner, blandt andet tilladelse til eksport af russisk kunstgødning på skibe i EU-havne, som hidtil havde været konfiskeret. Desuden skulle der være blevet givet grønt lys for eksport af russisk hvede.

Ifølge artiklen skulle den Putin-kritiske russiske kommentator Stanislav Belkovskij have udtalt, at Rusland er rede til flere kompromiser. Det kunne være at overlade atomkraftværket Zaporizjzja til Ukraine, og russerne skulle åbenbart have ytret interesse for en våbenhvile. Maria Zakharova, som er talskvinde for det russiske udenrigsministerium sagde torsdag, at Moskva var rede til at indgå i dialog med Kiev om dette emne.

Desuden skulle resultatet af midtvejsvalget have ført til kursændring fra Moskvas side. Radziwinowicz skriver følgende: „Ruslands interesse for en våbenhvile kan være blevet bestyrket, da resultatet af valget i USA ikke forløb, som Moskva havde håbet. Rusland havde håbet på et nederlag for Biden og Demokraterne, men alt tyder på, at USA ikke agter at ændre kurs med hensyn til konflikten i Ukraine de næste to år.“

Desuden er Kina også ved at tage afstand fra Rusland, hvilket har bragt Putin i en prekær situation, og tilbagetrækningen fra Kherson er et stort symbolsk nederlag for Putin.

Spørgsmålet er så, om den russiske tilbagetrækning indikerer en snarlig våbenhvile. Det spørgsmål besvarer den polske journalist ikke entydigt og bemærker samtidig, at den russiske tilbagetrækning ikke har været noget større tema i russiske medier.  

Share This