Valget i Tyskland – bliver det en ny stor koalition?

Det tyske Bundestag Foto: calflier001

Af Michael Skovgaard

MichaelTyskland: Seneste meningsmåling fra instituttet Forsa 22. marts. CDU/CSU går en anelse frem til 34 procent. SPD taber lidt terræn og ligger nu på 31 procent. AfD 9 procent, mens De Grønne og Die Linke begge ligger på 7 procent. Med 6 procent ser FDP ud til at komme over spærregrænsen. Øvrige partier tegner sig for 6 procent.

Den klare tendens er, at SPD stjæler vælgere fra Die Linke og De Grønne. Dermed er den rød-grønne fløj er stort set uændret i forhold til tidligere.

Muligheder for regeringsdannelse efter valget til Forbundsdagen 24. september: En rød-rød-grøn koalition tegner sig for 45 procent og er dermed afhængig af FDP, som næppe går med i den konstellation. En ren centrum-højre regering med CDU/CSU og FDP skal bruge enten AfD eller De Grønne – eller begge – for at komme over 50 procent. Næppe sandsynligt, da ingen vil samarbejde med AfD, og CSU og De Grønne ligger så langt fra hinanden på flere områder, at den såkaldte Jamaica-koalition (grøn-gul-sort) næppe bliver en realitet.

Valgkampen bliver interessant, da Martin Schulz og SPD skal melde klart ud, om man satser på en centrum-venstreregering (rød-rød-grøn) eller en ny ”groko” med CDU/CSU, SPD og eventuelt FDP.

Dermed er SPD ude i de helt store taktiske og strategiske overvejelser. Skal man satse på Schulz-effekten med en aggressiv valgkamp og yderligere medgang, som kan føre til et rødt-grønt flertal? Eller skal man satse på endnu en ”groko”, hvor Schulz er selvskrevet til udenrigsministerposten?

Et lille vink kom, da den tidligere SPD-kanslerkandidat Sigmar Gabriel overtog posten som udenrigsminister efter Steinmeyer, som er ny forbundspræsident. I den forbindelse udtalte Schulz, at Gabriel ikke skulle regne med at være udenrigsminister efter valget.

Et andet resultat af Forsas undersøgelse: 41 procent foretrækker Merkel som kansler, mens Schulz tegner sig for 33 procent. Og det store spørgsmål er, om de tyske vælgere virkelig ønsker at afsætte verdens mest magtfulde, kvindelige statsleder til fordel for Schulz.

Share This