Valg i Polen 15. Oktober – ulovlige indvandrere

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Michael Hardenfelt

Polen: Man kan ikke længere komme til Polen ved at vandre gennem skoven i Hviderusland. Til gengæld kan man købe et visum og flyve direkte til Polen. På samme dato som parlamentsvalget 15. oktober får vælgerne fire spørgsmål, som de skal svare på. Jeg har nævnt det tidligere, og kommer også med en oversigt over hele folkeafstemningen i næste uge.

Et af spørgsmålene lyder imidlertid:

Støtter du modtagelsen af tusindvis af illegale immigranter fra Mellemøsten og Afrika i overensstemmelse med den tvungne bosættelsesmekanisme, som er påtvunget af det europæiske bureaukrati?

Et andet spørgsmål vedrører muren mod Hviderusland, som også skal beskytte mod immigranter, men det spørgsmål skriver jeg lidt om i weekenden (jeg skal lige først i biografen).

Spørgsmålet om påtvungne flygtninge fra EU er egentligt ikke aktuelt, for EU-kommissionen har tydeligt erklæret, at Polen har taget så mange ukrainske krigsimmigranter, at landet ikke vil få allokeret flere flygtninge. Men det generer ikke regeringen, som rejser Polen rundt med en skræmmekampagne, hvor vildt udseende sorthudede mennesker og mørke knivbevæbnede terrorister myrder og voldtager polakker. Premierministeren udtaler ordene klart og tydeligt, mens krigslignende film med vilde og gale mennesker indgår i valgkampen.

For nogle år siden eksporterede Hviderusland immigranter fra tredjeverdenslande til Polen. Den trafik er imidlertidig nu standset af et stort hegn og patruljer ved grænsen, så Hviderusland kan ikke længere sælge de eftertragtede ophold i EU.

I løbet af de sidste 30 måneder har Polen imidlertid selv udstedt et stort antal visa til borgere – 375.000 når man ikke inkluderer statsborgere i Ukraine og Hviderusland. Omkring 200.000 af disse er givet til borgere i de lande, den polske regering er særligt bange for, nemlig muslimske og afrikanske lande.

De sidste par uger har hver dag imidlertid bragt nye informationer om, hvordan man får et polsk visum. De polske ambassader rundt omkring i verden – særligt i tredjeverdenslande – har udliciteret den individuelle ansøgning, således at disse private virksomheder aftaler visummøder på de polske ambassader mod et honorar – og det er store beløb disse private virksomheder tager for at formidle kontakten til ambassaden. Afrikanere taler om, at de har solgt deres hjem, for at kunne betale for polske visa, og der er nok i tråd med lokale traditioner tale om både et officielt beløb og et beløb ”under bordet”.

Der er ingen tvivl om, at der er blevet betalt bestikkelse for at kunne modtage et polsk visum, og diskussionen går da også kun på, hvor mange visa er blevet købt. Regeringen hævder der er tale om få hundrede, mens oppositionen taler om flere hundrede tusinde. Men jo mere ophedet sagen bliver, jo flere melder sig med oplysninger, og det lader til at have været helt normalt i tredjeverdenslande, at man kunne få et polsk visum for kontanter. Den ellers regeringsvenlige avis ”Rzeczpospolita” angiver, at man i nogle afrikanske lande har kunnet købe stemplede polske visa i små boder foran ambassaden.

Foreløbigt forsøger regeringen at lægge låg på affæren, men det lykkes ikke rigtigt. De benægter ikke, at der er uddelt en stor mængde arbejdstilladelser til folk fra tredjeverdenslande, men forklarer, at Polen mangler arbejdskraft. Det er i overensstemmelse med mine personlige observationer. I de store byer har der nu i mange år været en stor mængde udlændinge fra forskellige egne på kloden, men i det sidste års tid har jeg observeret en klar stigning af sorte og mørkhudede mennesker med ikke-slaviske eller europæiske sprog i mindre provinsbyer, der plejede at være støvsuget for indvandrere fra andre steder end nærområderne.

Vi når næppe at få detaljerne inden valget 15. oktober, men snebolden ruller dag for dag, og kampagnen mod dødbringende udlændinge lyder lidt hul når man ved, at man helt legalt kan komme til Polen som billig arbejdskraft, med eller uden bestikkelse.

Mange af regeringspartiets vælgere har da også reageret på oplysningerne og søger muligvis nye partier til valget. Men det kan også være, det lykkes regeringen at lægge låg på affæren indtil valget. Oppositionen gør imidlertid sit bedste for, at det ikke bliver glemt.

I billedet ses et billboard i forbindelse med afstemningen. En oppositionspolitiker beskyldes for at ville modtage immigranter til Polen, og under billedet står med store bogstaver: DE MYRDER OG VOLDTAGER KVINDER OG BØRN

Share This