Valg i Polen 15. oktober – Krigen i Ukraine

Af Michael Hardenfelt

Polen: Hvis man går dybt ned i folks sjæl, så vil mange polakker nok have en fornemmelse af, at ukrainere står på et lavere niveau end polakker. Det kan godt være, det ikke er noget man reflekterer over i det daglige, og måske taler man heller ikke om det. Det er endda muligt, at man vil benægte en sådan følelse. Men hos mange sidder der alligevel en lille bevidsthed om at være bedre end dem fra Øst.

Man kan egentligt meget godt lide ukrainere; de er lidt ligesom polakkerne, selv om de gjorde oprør i 1600-tallet. Og så var de frække nok til at ville have deres egen stat efter 1. og 2. Verdenskrig. De begik også folkemord på polakker, mens polakkernes undertrykkelse af ukrainerne på en eller anden måde fortrænges. Enhver ukrainer bør sige undskyld på vegne af sine ondskabsfulde forfædre, hver gang han møder en polak.

Men alligevel – er de søstre og brødre, som skal hjælpes. Men ukrainerne bør huske på, at det er Polen, som er storebror i dette her spil. Det vil være godt, hvis man viser en passende taknemmelighed.

Nu er der nok mange polakker, som ikke har herrefolksmentalitet, men jeg vil levere et gæt. Mange af de, som har en lille racist i sig, tilhører regeringspartiets vælgere. Og regeringspartiet (PiS) ville ikke være regeringsparti, hvis det ikke var i stand til at lytte til sine vælgere.

For nu at gøre det helt enkelt – Ukraines skæbne rager efter min dybt subjektive mening regeringen en høstblomst. Man sonderer terrænet og ser, hvilke signaler det indenrigspolitisk er mest opportunt at sende til vælgerne. Det har hidtil været en lettelse af de administrative begrænsninger, men selve den økonomiske hjælp er overvejende overladt til kommuner og privat initiativ. Det er måske i virkeligheden mere sundt end danske tilgangsvinkler, for ukrainerne er lynhurtigt kommet i arbejde, og det polske arbejdsmarked er sultent efter arbejdskraft. Det er måske også derfor regeringen er klar med sin broderlige hjælp. Men man laver specielle bestemmelser, så i et vist omfang får de tilrejsende en arbejdstilladelse, men er således ikke flygtninge. Og så skal de klare sig selv.

Jeg vil vende tilbage til min høstblomst – mange mennesker er ved at være trætte af at høre fremmede sprog. Huslejerne stiger på grund af de fremmede. Og mange mennesker anklager indvandrerne for deres fejlslagne liv. Det har fået regeringen til i de sidste måneder før valget at tage en skarp tone i brug. Ukrainerne oversvømmer Polen med korn, så man lukker importen, og ukrainerne er ikke tilstrækkeligt taknemmelige, så regeringen vil ikke sende flere våben til Ukraine. Det er dog retorik, det hele. Kornet skal nok køre gennem Polen alligevel, og Polen har afleveret alle sine gamle våben, som alligevel skulle udskiftes, så nu er der ikke mere at give ud af.

Polen er dog ikke ligeglad med russisk ekspansion, og her ses Ukraines kamp med Rusland som en fælles kamp mod en fælles fjende. Og selvfølgelig er Rusland en fjende; Polen og Rusland har kæmpet om dominans i Centraleuropa de sidste 450 år, selv om det egentligt så ud som om, kampen var afgjort. Men … med lidt lykke og lidt held kan den genåbnes, er der nok nogle enkelte, som tænker. Og alle polakker er bekendt med Polens storhedstid, og længslen efter den indpodes i alle polske børn fra børnehavealderen.

Langt de fleste polakker føler sig sikre i kraft af NATO-medlemsskabet, selv om enkelte er i tvivl. Og skulle Donald Trump komme tilbage som præsident i USA er en sådan tvivl nok ikke helt ubegrundet. Men … det er ikke regeringens primære bekymring. Krigen giver regeringen anledning til at foretage en hidtil uset udvidelse af det polske militær, som i løbet af få år vil blive Europas supermagt, hvis planerne holder. Lige nu ser det fint ud, at polakkerne vil være Europas bolværk mod Rusland (også et udtryk fra middelalderen, som enhver polak kender), men hvis situationen mod Øst løses på fredelig vis står Polen med en militær overlegenhed, som ikke er set i Europa i lang tid. Det er så et spørgsmål, hvad Polen vil bruge denne overmagt til.

Ukraine er stadig et åbent spørgsmål, alt er egentligt et åbent spørgsmål i en verden, hvor den gamle orden er under forandring. Polen er heller ikke en entydig størrelse. Selv om regeringspartiet kalder til sammenhold er Polen splittet med hensyn til religion og tilhørsforhold, modernitet eller polsk egenart. Alle disse mange følelser er med i den polske valgkamp, hvor historiske associationer mere eller mindre bevidst fylder en hel masse, og specielt regeringspartiets formand, Jarosław Kaczynski er mester i at indflette udtryk, som leder tankerne tilbage til Polens historie.